Favrskov ønsker at stikke flere med gratis vaccine
Fra den 1. oktober 2020 kan alle over 65 år i Favrskov Kommune få både en gratis influenza- og pneumokok-vaccination. Sidstnævnte er for at undgå at få lungebetændelse.
Region Midtjylland står bag vaccinationsprogrammet, der retter sig mod alle beboere på plejecentre og ældreboliger, borgere over 65 år med kroniske lidelser og gravide. Målgruppen er udvidet i år med alle borgere over 65 år og borgere under 65 år med særlig risiko for at få lungesygdomme.
Distriktsleder Lone Lange Stougaard håber, at mange borgere i Favrskov Kommune vil takke ja til det gratis tilbud:
»Vaccination mod influenza forebygger hospitalsindlæggelser, da svækkede borgere kan blive alvorligt syge af influenza. Sidste år blev 47,6 pct. i målgruppen vaccineret i Favrskov Kommune. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler, at 75 pct. af borgerne over 65 år og kronikere bliver vaccineret mod influenza. Så der er et godt stykke vej endnu. Måske rykker det mere end ellers i år, da coronavirus får mange til at tænke, at de skal undgå at smitte andre og selv blive smittet, så de også kan forhindre en eventuel indlæggelse,« siger Lone Lange Stougaard i en pressemeddelelse.