Fortsæt til indhold
Aarhus

Partier enige om budget: Besparelser på knap 50 mio. kr. på vej

Venstre, SF, DF, De Konservative og De Radikale blev fredag enige om en budgetaftale for 2021 i Silkeborg Kommune.

Silkeborg Kommune er en kommune i vækst. Derfor er der i kommunens budget for 2021 sat penge af til at rumme de mange flere børn i daginstitutionerne og skoler. Børne- og skoleområdet løftes med 20 mio. kr. Også sundheds- og ældreområdet samt socialområdet får tilført ekstra penge. Der er dog også besparelser på 50 mio. kr. i budgettet for »at få balance«.

Det skriver Silkeborg Kommune i en pressemeddelelse.

Bag budgetaftalen for 2021 og overslagsårene 2022-2024 står borgmesterpartiet Venstre, SF, DF, De Konservative og De Radikale samt løsgænger Gitte Willumsen. Løsgænger Lars Hansen, Enhedslisten og Socialdemokratiet kan stadig nå at tilslutte sig aftalen. Det skal ske inden torsdag den 24. september kl. 12.

»Silkeborg er én af Danmarks store vækstkommuner, og væksten betyder flere børn i vores daginstitutioner og skoler. Derfor sætter vi penge af på anlægsbudgettet til at renovere og udbygge. Samtidig er vi enige om for tredje år i træk at give børne- og skoleområdet et markant løft på driften,« udtaler borgmester Steen Vindum (V) i pressemeddelelsen.

På skoleområdet er der blandt andet 69 mio. kr. til at renovere og udbygge Funder-afdelingen på Funder-kragelund Skole og 35 mio. kr. til at udbygge Sejs Skole.

Der er sat 13 mio. kr. til at opkvalificere hjemmeplejen og digitalisering. Socialområdet får et tilskud på 4,1 mio. kr. til at afhjælpe udfordringer med at overholde budgetterne.

Det var de områder, der får penge. Men for at få »balance« mellem udgifter og indtægter i budgettet skal der også spares – 47,7 mio. kr. for at være præcis.

»Besparelser går desværre altid ud over en række mennesker, både borgere og medarbejdere. Derfor er der ingen i byrådet, som synes, det er en nem opgave at skulle beslutte de nødvendige prioriteringer. Det er imidlertid et ansvar, vi er valgt til, og det er nødvendigt, hvis økonomien ikke skal køre af sporet. Vi kan ikke bruge flere penge, end vi har. Selv om væksten betyder flere udgifter, så får vi også flere indtægter fra de mange nye borgere, og havde vi ikke befolkningsvækst, ville vi sandsynligvis skulle finde endnu større besparelser,« udtaler Steen Vindum.

Reduktionskataloget kan findes her.