Nu kommer de varme hænder: 1.500 nye kommunale stillinger på vej
Et bredt politisk flertal i Aarhus lægger op til et historisk velfærdsløft, der sikrer op mod 1.500 nye stillinger.
Flere sosu-assistenter. Flere socialpædagoger. Flere pædagoger.
I løbet af de kommende fire år er der lagt op til, at ældre-, social- samt børne- og ungeområdet samlet set skal have tilført op mod 1.500 nye stillinger.
Torsdag eftermiddag bekræftede flere politikere og stadsdirektør Niels Højberg i Musikhuset Aarhus, hvor forhandlingerne om Aarhus Kommunes budget var i gang, at en saltvandsindsprøjtning i den størrelsesorden over de næste fire år var i spil.
»Hvis aftalen bliver vedtaget, er der tale om det største velfærdsløft i min tid som borgmester,« sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S), der har været borgmester i ni år, torsdag eftermiddag.
Han understregede, at løftet vil kunne mærkes både på skoler, i daginstitutioner men i særdeleshed på ældre og socialområdet.
»For at løfte de her opgaver, har vi brug for at ansætte nogle medarbejdere, og det er rart at kunne gøre det i stedet for, hvad vi har gjort flere gange siden finanskrisen at sige farvel til gode medarbejdere og ikke ansætte, når stillingerne bliver ledige.«
Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF), der står i spidsen for byens daginstitutioner og skoler glæder sig over udsigten.
»Det betyder, at vi kan tilbyde bedre service på de store velfærdsområder. Det er aldrig nogensinde sket i mine 10 år i byrådet, at vi på den her måde prioriterer velfærd så højt. Det er en ekstraordinær situation oven på coronakrisen, hvor en del af det også er beskæftigelsesinitiativer og vækstpakke,« konstaterede rådmanden.
Ved redaktionens slutning torsdag aften var budgetforhandlingerne stadig i gang, og da havde kun Venstre forladt bordet i protest over skattestigninger.

