Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny V-leder rækker ud efter R

Et samarbejde med De Radikale er nøglen til, at Venstre kan sikre sig borgmesterposten, siger partiets nye spidskandidat, Christian Budde.

Mens statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen (V) for nylig lukkede døren for et samarbejde med De Radikale for at få magten, går Venstres nye spidskandidat i Aarhus, Christian Budde, nu den stik modsatte vej.

Han mener, at et tæt samarbejde med De Radikale »langt hen ad vejen er nøglen« til på sigt at sikre Venstre borgmesterposten i Aarhus.

»Der kan være mange veje, men nyere historie viser, at det måske er den mest oplagte vej at gå,« siger Christian Budde.

Som det er nu, får vi mest mulig indflydelse sammen med Socialdemokratiet.
Rabih Azad-Ahmad, politisk leder for De Radikale og kulturrådmand

Spidskandidaten henviser til, at partiet med Louise Gade i spidsen i 2001 fik borgmesterposten med hjælp fra De Radikale. Christian Budde mener, at de to partier bør undersøge et tættere samarbejde på en lang række områder.

»Den grønne dagsorden ligger ligefor. Men også familie-, børn- og ungedagsordenen er hjerteblod for De Radikale, og vi bør lave noget sammen. Det har vi gjort for år tilbage efterfulgt af en periode uden så tæt sammenspil,« siger han og kalder det afgørende, hvem der bliver De Radikales spidskandidat op til kommunalvalget.

I øjeblikket hedder den politiske leder hos De Radikale Rabih Azad-Ahmad, men i juli annoncerede Eva Borchorst Mejnertz, at hun også går efter posten. Rabih Azad-Ahmad erklærer sig klar til at samarbejde med de partier, der sikrer De Radikale mest mulig indflydelse, og nævner gode samarbejder med Venstre i bl.a. sagen om Kongelunden og koncertpladsen Eskelund.

»Men som det er nu, får vi mest mulig indflydelse sammen med Socialdemokratiet. I øjeblikket er vores politik meget tættere på S end V. Det drejer sig bl.a. om klimaområdet, som er en af vores vigtigstee satsninger,« siger Rabih Azad-Ahmad.

De to politikere kan dog finde fælles fodslag i, hvad Christian Budde har annonceret som en af sine mærkesager ved kommunalvalget i 2021. At satse langt mere på kulturen og »fravriste« Herning rollen som Jyllands kulturhovedstad.

»Jeg er helt enig i, at Aarhus skal investere i mere kultur. Det synes jeg ikke, V hidtil har stået stærkt på, men jeg håber, at det vil ændre sig,« siger Rabih Azad-Ahmad.