SF og EL: Aros bør betale mere til nyt kunstværk
Kunstmuseet Aros skal ikke have ekstra økonomiske gaver, når udgifterne til socialt udsatte borgere står i kø, mener SF og Enhedslisten.
Har Aarhus Kommune råd til at betale 750.000 kr. om året til Aros’ nye projekt ”The Next Level”?
Nej, mener SF og Enhedslisten i Aarhus Byråd. Partierne sendte derfor beslutningen om at sige endeligt ja tak til det 215 mio. kr. dyre kunstværk til diskussion i Kulturudvalget.
»Ros til projektet. Der er dog et men. Aros har selv fundet mange penge via fonde, og kommunen kommer til at støtte med ca. 42 mio. kr. nu og her ved at nedsætte driftstilskuddet med 1,26 mio. kr. årligt. Så mangler der stadig ca. 25 mio. kr. svarende til, at driftstilskuddet burde nedsættes med endnu 750.000 kr. årligt. De penge skal findes hos Aros. Enten ved at finde 25 mio. kr. fra fonde, eller ved at kommunen nedsætter Aros’ driftstilskud med yderligere 750.000 kr. årligt,« sagde Mette Bjerre (SF) under byrådsdebatten.
Enhedslistens Lone Norlander Smith er enig.
»Aros har en OK økonomi. Vi har store udfordringer med at finde penge til udsatte, så lad os se, om vi ikke kan finde andre, der kan betale nogle penge. Bl.a. Aros selv,« sagde Lone Norlander Smith.
”The Next Level” og den tilhørende forandring af Musikhusparken har magistraten for Kultur og Borgerservice som bygherre. ”The Next Level” er en udvidelse af Aros og består af flere elementer: et underjordisk udstillingsgalleri på 1.000 kvadratmeter og det gigantiske værk ”The Dome” af kunstneren James Turrell. ”The Dome” vil med sin loftshøjde på 15 meter, en diameter på 40 meter, et kig til det uendelige himmelhvælv, og en inderside af rummet, der oplyses af skiftende farvet lys, byde på en international, unik kunstoplevelse, fremgår det af indstillingen.
»Det er et enestående projekt, og hvis vi realiserer det, indskriver Aarhus sig i europæisk topklasse. Det vil også tiltrække endnu flere turister, og byen kan nyde de økonomiske fordele, som det giver,« sagde Steen Bording Andersen (S), der understregede, at projektet kræver kommunal medfinansiering.
»Har vi råd til det i en covid-19-tid? Man spurgte om det samme, da Regnbuen (Your Rainbow Panorama, red.) skulle finansieres i halen på finanskrise i 2009. Dengang turde man,« sagde Steen Bording Andersen.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre støttede projektet.
”The Next Level” er finansieret af 80 mio. kr. fra Salling Fondene, 40 mio. kr. fra Ny Carlsbergfondet, mens en anonym donor har lagt 10 mio. kr. Den resterende del finansieres af Aarhus Kommune og Aros. Salling Fondene har desuden doneret 7 mio. kr. til forundersøgelser.
”The Next Level” vil ifølge indstillingen også give de besøgende anledning til at samles på de nye udendørsarealer omkring ”The Dome”. Området skal kunne facilitere udendørs undervisning og tværkulturelle events med alt fra børneteater til naturvejledning i samspil med kunst, flora og fauna, fremgår det.
Kunstværket skal ifølge planerne stå færdigt i 2023.