Varna: Gæsterne er gode til at spritte
Erhvervsfolket venter lidt endnu, men de private selskaber er tilbage på Varna efter fire måneders nedlukning.
Erhvervsfolket venter lidt endnu, men de private selskaber er tilbage på Varna efter fire måneders nedlukning.
For nogle virksomheder var forårets coronakrise dramatisk.
Varna Palæet i Marselisborg Skov var en af dem, for krisen betød fire og en halv måneds nedlukning og utallige aflyste og flyttede selskaber og arrangementer.
Mit indtryk er helt klart, at folk er meget opmærksomme på at spritte hænder og holde afstand.Palle Enevoldsen, forpagter af Varna Palæet
I starten af august kunne Varna så igen åbne dørene for selskaber – og så kom den lokale ”Aarhus-coronakrise” med for høje smittetal og endnu en stribe flytninger.
»Stort set alle virksomheder flyttede deres bestyrelsesmøder, receptioner og den slags arrangementer i august, da smittetrykket igen steg i Aarhus. Det var helt tydeligt, at virksomhederne ønskede at signalere, at man ikke går ud og spiser med kunder, man ikke kender, her midt i coronatiden,« siger Palle Enevoldsen, forpagter af Varna Palæet.
Men bortset fra alt det – så er Varna igen kørende og fuldt booket for tiden.
»Vi havde et kæmpe arbejde med at flytte tre måneders arrangementer i foråret her hen i efteråret og resten til næste år. Mange af de arrangementer, vi har nu, er runde fødselsdage og konfirmationer, og oveni er august og september i forvejen vores store måneder,« siger Palle Enevoldsen.
Reglerne for private selskaber i restauranter siger bl.a., at der skal være mindst én meters afstand mellem midten af stolene og masser af håndhygiejne. Er der tale om gæster, der i det ”væsentlige sidder ned”, kan restauranten holde selskaber med op til 500 personer. Er der tale om ”deltagere, der i det væsentlige kender hinanden i forvejen”, kan festen vare til kl. 05.
Så der må festes igen, men som det hedder i reglerne fra Erhvervsministeriet:
»Forudsætningen for genåbning af Danmark er, at danskerne fortsat efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at undgå smittespredning.«
Og det gør de, hvis man spørger Palle Enevoldsen på Varna:
»Mit indtryk er helt klart, at folk er meget opmærksomme på at spritte hænder og holde afstand. Vi har spritflasker stående i hele huset, og vi bruger rigtig meget håndsprit for tiden. Jeg oplever, at folk tager coronareglerne seriøst,« siger han.