Trænerstop efter seks kampe: AGF skal have ny cheftræner
Efter en skidt sæsonstart stopper AGF’s cheftræner, men ifølge klubben skyldes det ikke sportslige resultater.
Tre point i seks kampe.
Det var, hvad AGF’s kvindehold nåede at samle sammen med cheftræner Anders Nim ved roret.
Nu skal klubben have ny cheftræner efter en gensidig aftale om at stoppe samarbejdet af private årsager.
Anders Nim stopper med øjeblikkelig virkning. I stedet forfremmes assistenttræner Allan Nørgaard til midlertidig cheftræner, indtil en afløser er fundet. Talentchef i AGF Allan Frederiksen vil assistere og supplere Allan Nørgaard med træneropgaverne.
Det er Anders Nim selv, der har ønsket at stoppe samarbejdet.
Spillerne har været glade for ham på mange parametreMarie Greve, chef for AGF Kvindefodbold.
»Min kæreste bor i København, og jeg har indtil nu pendlet frem og tilbage. Af ændrede familiære årsager ønsker jeg nu at rykke tættere på København, og det hænger naturligvis ikke sammen med cheftrænerposten i AGF Kvindefodbold her i Aarhus,« forklarer Anders Nim til AGF’s hjemmeside.
Intet konkret om afløser
AGF-holdet har haft en svær start på sæsonen, hvor holdet befinder sig på en syvendeplads i Kvindeligaen, der består af otte hold.
Men chef for AGF Kvindefodbold Marie Greve afviser, at sportslige grunde er indblandet i opsigelsesprocessen.
»Det er rimelig enkelt at sige, at det ikke er af sportslige årsager. Der har været nogle ændrede private omstændigheder hos Anders Nim, der har gjort, at vi måtte have en dialog om, hvor han står i forhold til projektet og sit eget liv. Det har været en åben og ærlig proces.«
Nu skal en ny cheftræner findes, men ifølge Marie Greve er der intet konkret på skrivebordet nu.
»Vi arbejder ikke med en tidshorisont. For os handler det om, at den profil, vi skal have, er den langsigtede løsning, der kan være med til at bygge projektet op. Vi kigger de relevante steder, men for os handler det om at få defineret den profil, vi ønsker, og derfra kan vi kigge på mulige kandidater,« siger hun.
Hun fortæller, at der lige nu er en bruttoliste med navne, men at klubben samtidig vil bruge den nødvendige tid til at finde den rigtige.
Ærgerlig spillertrup
Det var en overrasket trup, der mandag aften fik overleveret beskeden om AGF’s og trænerens samarbejdsstop.
»Vi havde en god snak med spillerne om det, og spillerne fik hilst pænt af med Anders Nim og sagt tak for indsatsen og bidraget til dem som spillergruppe. Spillerne blev også enige om, at de nu skal i arbejdstøjet og knokle videre herfra,« fortæller Marie Greve.
Anders Nim blev ansat som cheftræner for VSK Aarhus ved årsskiftet til 2020. Han fortsatte som cheftræner for AGF’s nye kvindeeliteprojekt, der er en fusion af klubberne AGF, VSK og Lyseng IF. Projektet blev søsat før denne sæson.
Bruddet med Anders Nim ærgrer Marie Greve, der har set udvikling i spillertruppen i trænerens periode i klubben.
»Anders Nim blev ansat som spillerudvikler, og vi kan se, at frekvensen af individuel træning er steget betydeligt, og det tager jeg som et udtryk for, at pigerne har taget hans metoder til sig og brugt dem aktivt. Spillerne har været glade for ham på mange parametre,« fortæller Marie Greve.