Fortsæt til indhold
Aarhus

Lang cykeltur gav penge til børn fra misbrugshjem

JP Aarhus

21-årige Stephanie Lanchow har afsluttet en cykeltur på 2.100 kilometer rundt i Danmark for at skaffe penge til projektet De små Skuldre i Aarhus. Slutresultatet blev at Stephanie Lanchow kunne overrække godt 60.000 kr. til projektet.

Præstationen blev formelt afsluttet, da Aarhus Kommunes rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, Kristian Würtz, takkede den 21-årige for hendes indsats og roste hende for at kaste lys over de skyggesider, som stadig findes i vores velfærdssamfund, hvor flere end 100.000 børn vokser op i hjem med misbrug, fremgår det af en pressemdeddelelse.

Stephanie Lanchow valgte at cykle 100 km for hvert år, hun har levet med misbrug, og undervejs blev der samlet penge ind, som skulle gå til at hjælpe børn og unge fra misbrugshjem.

Ved overrækkelsen af beløbet var Joan Hingeberg, derer leder af projektet De små Skuldre i Aarhus, taknemmelig for pengene – og stolt over Stephanies indsats.

»Dit økonomiske bidrag gør det muligt for De Små Skuldre at hjælpe endnu flere børn og unge, så de forstår, at de ikke er alene, og så de får bedre muligheder for at tackle de vanskeligheder, deres opvækst med misbrugende forældre giver dem: Skyld og skam, lavt selvværd og fornemmelsen af, at man ikke passer ind«.

»Derfor er det faktisk mere vigtigt end pengene, at du har turdet at stå frem og formidle budskabet om, at problemet er stort – men at der er hjælp at hente. Det er det stærkeste, du har gjort i en i øvrigt imponerende præstation. Du har taget bladet fra munden og fortalt om det, som mange skjuler. Du har brugt din egen historie, som andre kan spejle sig i og se, at de ikke er alene. Det er stort«, sagde Joan Hingeberg i sin takketale.