Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere ulykker på cykelstien efter studiestart

Alt for mange unge kommer galt afsted på cykel i Aarhus – og antallet af ulykker stiger i september, oktober og november.

En tredjedel af alle ulykker med personskade på cykel involverer unge i aldersgruppen 20-29 år, og samtidig stiger antallet af cykelulykker med ca. 35 pct. fra august til september.

Derfor sætter Aarhus Kommune og Østjyllands Politi endnu engang fokus på adfærd og trafiksikkerhed på cykelstierne i forbindelse med studiestart.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

»Hvert efterår begynder tusindvis af nye studerende på en uddannelse i Aarhus, og vi vil gerne have alle trygt og sikkert gennem deres studietid. Derfor sætter vi fokus på trafiksikkerhed på cykel,« siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Kampagnen ”Styr uden om kæmpebøder” sætter fokus på, at det kan koste dyrt ikke at overholde færdselsloven. Men selv om kampagnen fokuserer på bøder, er målet at nedbringe antallet af ulykker.

»Alt for mange cykler, mens de taler i mobil eller sms’er, cykler modsat færdselsretningen eller over for rødt. Det kan skabe nogle uforudsigelige og farlige situationer. Det vigtige for os er at få nedbragt antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken, og vores erfaring viser, at bøder – eller frygten for bøder – er ét af redskaberne til at kunne nå det mål,« siger Heine Hansen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

»Vi skal alle huske at være opmærksomme på både vores egen og vores medtrafikanters sikkerhed og adfærd – det gælder selvfølgelig ung som gammel og cyklist som bilist,« siger Bünyamin Simsek.

I uge 36 og 37 vil Østjyllands Politi have ekstra opmærksomhed på byens cyklister, når de er på gaden med bødeblokken i hånden.