Borgmester vil have mere gang i Aarhus
Med 1 mio. kr. ekstra til initiativer, der skal skabe mere byliv i Aarhus, vil borgmester Jacob Bundsgaard (S) hjælpe de coronatrængte restauranter, hoteller og natteliv.
Opblusningen af coronasmitten i august i Aarhus har presset byens restauranter, hoteller og natteliv, der har haft færre gæster. Derfor vil borgmester Jacob Bundsgaard (S) nu have afsat 1 mio. kr. ekstra til indsatsen ”Mere gang i Aarhus”, som skal skabe mere byliv.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Borgmesterens Afdeling, der oplyser, at borgmesteren har haft brancherne til rundbordssamtaler.
»Erhvervslivet i midtbyen har mærket store konsekvenser af coronakrisen – først i foråret og nu i august, hvor smitten blussede op. Jeg tager disse branchers udfordringer meget seriøst. Det aarhusianske byliv er afgørende både for bymidtens erhverv og borgernes trivsel,« siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
Jeg opfordrer til, at vi kommer ud og nyder sensommeren i byens mange tilbud.Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus
»Bylivet definerer Aarhus, og vi skal gøre det nødvendige for at opretholde Aarhus som en levende kulturby med spændende detailhandel, hoteller og natteliv – samtidig med at vi passer på os selv og hinanden.«
I foråret efter den første bølge af coronasmitte nedsatte Aarhus Kommune et hurtigt arbejdende udvalg med direktør Marianne Bedsted, Salling-stormagasinerne og franchisekæderne Starbucks og Carl’s Jr. i Danmark i spidsen. Dette udvalg støttede kommunen med 1 mio. kr., og det kom med initiativer, der kunne puste liv i bylivet, detailhandlen og nattelivet.
Bl.a. har det i løbet af sommeren stået for at fylde butiksvinduer hos små erhvervsdrivende og i tomme lokaler af spots med kunst og design fra lokale kunstnere, kreative og designere, lavet 10 guidede ture i Aarhus baseret på bogen ”111 steder i Aarhus som du skal se” samt iværksat en markedsføringskampagne ”Smilet lever i Aarhus”.
Efter at begrænsningerne i Aarhus ophørte fredag, og byen er på den anden side af smitteopblusningen, har borgmesteren bedt udvalget om at fortsætte sit arbejde og vil altså tilføre det yderligere 1 mio. kr., som byrådet skal tage stilling til.
Jacob Bundsgaard understreger, at sundhedsmyndighedernes anvisninger og anbefalinger skal følges.
»Men vi skal som by fortsat gøre en indsats for at skabe mest muligt liv under disse forhold. Nu ser vi heldigvis, at restriktionerne er fjernet for Aarhus, og jeg opfordrer til, at vi kommer ud og nyder sensommeren i byens mange tilbud,« lyder det fra borgmesteren.
Marianne Bedsted konstaterer i pressemeddelelsen, at en stor del af midtbyens erhvervsliv var kommet godt igennem sommeren på trods af coronakrisen – men så steg smittetallet i Aarhus:
»Konsekvensen er alvorlig for mange butikker, caféer, restauranter og kulturinstitutioner. Men jeg mærker heldigvis en optimisme og tro på, at vi igen kan genskabe livet i byen og nyde sensommeren og det kommende efterår i Aarhus. Jeg er derfor glad for at kunne fortsætte det gode arbejde i ”Mere gang i byen”-udvalget, hvor vi vil skabe nye oplevelser og vise, at Aarhus stadig er fuld af liv og dynamik.«
Arbejdsgruppen består af det samme hold som sidst, nu suppleret af en repræsentant for byens spillesteder. Den mødtes for første gang efter sommerferien mandag, hvor sommerens indsatser blev evalueret, og efterårets potentielle indsatser blev drøftet.
Aarhus Kommune har afholdt en lang række rundbordssamtaler med det lokale erhvervsliv senest i sidste uge med repræsentanter fra byens hoteller, restauranter, natteliv og spillesteder.
Her var deltagernes budskab klart: Brancherne er pressede i forvejen, og den nylige opblusning af smitte har presset dem yderligere, oplyser kommunen. Der var således klare opfordringer til borgmesteren om at søge indflydelse på den nationale politik, øge samarbejdet med sundhedsmyndighederne og opfordre borgerne til at bruge byen, fremgår det af pressemeddelelsen.