Samtlige dagplejere i Stilling sendt i selvisolation efter privatarrangement
En dagplejer fra Stilling blev i weekenden testet positiv for coronavirus. Nu er alle plejerne i byen sendt i selvisolation.
En medarbejder fra en dagpleje i Stilling blev i weekenden testet positiv for coronavirus, efter at hun havde været samlet med andre plejere fra byen. Hvornår dagplejeren blev testet, vides ikke, men hun fik svar fra testen lørdag.
Fredag aften blev der afholdt et privatarrangement for alle dagplejere i Stilling uden for Skanderborg, her mødte en symptomfri medarbejder op og deltog i arrangementet. Det skulle dog vise sig, at hun om lørdagen fik at vide, at hun var testet positiv for coronavirus, og samme aften blev Skanderborg Kommune underrettet om situationen, fortæller Else Sall, som er dagplejeleder i Skanderborg Kommune.
Det fik ledelsen i kommunen til at sende de involverede plejere i selvisolation og blive testet.
Forældre er orienteret
»En kollega har fået at vide, at hun er rask smittebærer. Derfor besluttede vi, at alle skulle i selvisolation,« siger dagplejeleder Else Sall.
Søndag blev samtlige forældre til de 54 berørte børn i Stilling kontaktet og orienteret om situationen. Det er dog ikke til at sige præcist, hvornår man kan forvente plejerne tilbage.
»Vi afventer svar fra de testede, og de skulle gerne komme tirsdag, og så må vi arbejde ud fra de svar. Vi håber at være tilbage i drift igen sidst på ugen,« fortæller Else Sall.
Tiltaget er iværksat efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Indtil situationen er løst, fortæller Else Sall, at man har oprettet alternativ pasning i dagplejens legestuefaciliteter, hvor bemandingen blandt andet består af tilsynsførende ledere i dagplejen.
Skanderborg Kommune har denne weekend oplevet fire nye tilfælde af corona. Incidenstallet i kommunen ligger mandag på 12,7 smittede af 100.000 indbyggere de seneste syv dage, hvilket er under bekymringsgrænsen.