Borgmester lancerer milliardplan for Aarhus
En ny plan for anlægsinvesteringer til i alt 7,9 mia. kr. over 10 år skal være med til at fastholde væksten i Aarhus.
Nye skoler i i Aarhus Ø og Nye. Flere daginstitutioner, plejehjem og almene boliger. Udvidelse af letbanen og et nyt stadion.
Disse og en lang række andre investeringer i anlæg i Aarhus Kommune i 2024-2033 er indeholdt i en ny investeringsplan, som borgmester Jacob Bundsgaard (S) onsdag har fremlagt.
Samlet set indeholder planen investeringer for 7,9 mia. kr. fordelt på den 10-årige periode.
Byrådet har sat stort fokus på en grøn og bæredygtig udvikling. Det aspekt skal vi forfølge i alle dimensioner af byens udvikling.Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Borgmesterens Afdeling.
Heri fastslås det, at planen bl.a. sikrer nye skoler og udbygning af eksisterende skoler, nye faglokaler, bedre indeklima, køkkenfaciliteter til madordning. Desuden vil den sørge for en udbygning af daginstitutioner, plejeboliger, fritids- og idrætsfaciliteter og andre velfærdstilbud i takt med en voksende befolkning.
»Aarhus Kommune har oplevet en næsten eksplosiv vækst igennem de seneste år, og det er positivt, men forudsætningen for at fastholde udviklingen er, at vi som bysamfund kan blive ved med at tilbyde de rammer for livsudfoldelse, som i dag får mange til at vælge Aarhus til – og samtidig sikre, at den vækst, vi ser, fordeles ud over hele kommunen,« siger Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.
Planen skal også sørge for en bæredygtig byudvikling. Socialt ved investeringer i almene boliger, så nye udsatte boligområder kan forbygges, og ved at prioritere en lokal udbygning i oplands-byerne. Miljømæssigt ved at investere i klimainitiativer og en markant satsning på den kollektive trafik.
»Byrådet har sat stort fokus på en grøn og bæredygtig udvikling. Det aspekt skal vi forfølge i alle dimensioner af byens udvikling, og så skal Aarhus blive ved med at være en god by for alle og en by med stor sammenhængskraft,« siger borgmesteren.
Udspillet bygger på bl.a. borgere, foreninger og eksperters input, som byrådet har fået som led i forberedelsen af planen.
Jacob Bundsgaard oplyser, at der som noget nyt er afsat puljer, som skal prioriteres efter de oplevede behov i de enkelte lokalområder frem for til konkrete kommunale lokale tilbud.
Forslaget til planen indgår i byrådets forestående budgetforhandlinger.