Fortsæt til indhold
Aarhus

Corona-udbrud på Silkeborg Højskole fortsætter

21 elever og én lærer fra højskolen er testet positive. Forstander mener, at skolen har fulgt alle retningslinjer om afstand og rengøring.

Fredag sendte Silkeborg Højskole næsten alle elever hjem. Det gjorde den, efter to smittede blev til 14 – som mandag er blevet til 22. De nyeste smittetal, som Jyllands-Posten har fået oplyst af forstander Jacob Zakarias Eyermann, viser, at de smittede er 21 elever og én lærer.

Tilbage på skolen sidder en lille del af de ansatte – sammen med otte internationale studerende, der ikke har mulighed for at tage hjem i isolation.

Nu håber de alle på, at smittetallene stopper med at stige, når alle igen i den kommende uge bliver testet. Testresultater, der ikke har været lige nemme at aflæse, siger Jacob Zakarias Eyermann.

»Alle elever blev testet negative, inden de startede. Vi har også testet alle elever flere gange sidste uge, hvor første test var negativ, og anden test var positiv. Så det er ikke bombesikkert,« siger Jacob Zakarias Eyermann.

Vi havde tænkt, at når alle eleverne var testet negative og var inden for dørene, så ville det ikke blive et problem.
Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Silkeborg Højskole

Han understreger, at skolen har fulgt alle retningslinjer, bl.a. ved at opdele eleverne i hold, som de spiste og boede sammen med, og ved at have hyppig rengøring og generel afstand. Det er dog ikke noget, de direkte har håndhævet over for eleverne – særligt ikke i fritiden.

»Vi har orienteret eleverne om, hvordan de kunne overholde retningslinjerne – men jeg ved jo ikke, hvad de har gået og lavet i deres fritid.«

Efter at eleverne skulle fremvise negativ test ved skolestart, havde skolen ikke planlagt at teste eleverne igen før afgang til studietur. Det er i tråd med retningslinjerne fra Børne- og Undervisningsministeriet, der anbefaler test ved symptomer, eller hvis elever er nære kontakter til en, der bliver testet positiv.

»Vi havde tænkt, at når alle eleverne var testet negative og var inden for dørene, så ville det ikke blive et problem. Vi har taget alle forholdsregler, og alligevel er det krøbet ind. Det viser bare, hvor svært det er at undslippe det,« siger Jacob Zakarias Eyermann.