»Det bliver en meget, meget anderledes studiestart«
Trods corona er det målet, at alle studerende skal ind på universitetet i løbet af efteråret, fortæller prorektor på Aarhus Universitet.
Årsfesten er aflyst, Danmarks Største Fredagsbar er aflyst, idrætsdagen er aflyst, og rigtig meget er slet ikke, som det plejer at være i denne tid på Aarhus Universitet (AU).
Mandag og resten af ugen går studiestarten for op mod 7.000 nye og en masse ældre studerende i gang, men studiestarten 2020 bliver en helt speciel årgang på grund af coronaen.
»Det bliver en meget, meget anderledes studiestart, som vi har brugt ufattelig meget energi på at tilrettelægge, men ligesom ved alle andre studiestarter glæder vi os virkelig meget til at møde både de nye og de ældre studerende,« siger Berit Eika, prorektor for AU.
Trods afstandskrav og opfordring til hjemmearbejde er det fortsat målet for AU’s ledelse, at alle studerende får mulighed for at møde fysisk frem i løbet af efteråret.
En slingrekurs vil være hård for alle, så vi forsøger at skabe noget forudsigelighed.Berit Eika, prorektor på Aarhus Universitet
»Vores målsætning er, at alle vores studerende får mulighed for at møde fysisk ind på et tidspunkt i løbet af efterårssemestret, og her har vi valgt at prioritere de 7.000 nye studerende, så mange af dem kan møde ind så tidligt som muligt i semestret. Mange af dem har også siddet i gymnasiet i foråret og haft virtuel undervisning, så de har stort behov for en god start, hvor de kan mødes fysisk med deres medstuderende og undervisere,« siger Berit Eika.
AU har også haft sine coronahistorier, deriblandt seks tutorer på statskundskab smittet med covid-19 efter en planlægningsweekend i juli og i august en medicinforelæsning for 200 studerende i et auditorium, hvor der ifølge reglerne kun må være 120, ifølge Radio4.
Efteråret på universitetet bliver en periode, hvor medarbejdere så vidt muligt skal blive hjemme.
»Derudover har vi valgt, at den undervisning, som kommer til at foregå online, især vil være den undervisning, der er præget af envejskommunikation som f.eks. forelæsning, hvorimod den mere dialogbaserede undervisning i højere grad vil være med fysisk fremmøde,« fortæller Berit Eika, der ikke lægger skjul på, at coronasituationen giver masser af ekstraarbejde til alle:
»Det har været en kæmpe logistisk opgave, som vi begyndte på i foråret, og der er stor ros til alle undervisere og studerende. En slingrekurs vil være hård for alle, så vi forsøger at skabe noget forudsigelighed, og vi har arbejdet ud fra enmetersafstandskravet hele tiden, så vi håber, at vores plan kan holde det meste af efteråret inklusive eksamensperioden.«