JP's læsere efter begravelse med hundredevis af deltagere: »Det må få konsekvenser«
På trods af, at der maksimalt må være samlet 200 mennesker til en udendørs begravelse, dukkede der omkring det dobbelte op.
Østjyllands Politi var torsdag eftermiddag til stede på Vestre Kirkegård i Aarhus, hvor en 22-årig muslimsk mand, der blev skudt i Viby den 6. august, skulle begraves.
På trods af, at der maksimalt må være samlet 200 mennesker til en udendørs begravelse, dukkede der ifølge Jyllands-Postens reporter på stedet omkring 400 mennesker op. Og politiet måtte flere gange bede nogle af deltagerne om at gå.
Episoden har kastet hundredevis af kommentarer af sig fra JP's læsere på Facebook, der over en bred kam er uforstående over for, at så mange mennesker har fået lov til at stimle sammen, uden at der er blevet udskrevet bøder.
»Det må få konsekvenser. Mange ansigter kan genkendes og der bør derfor være bøder på vej, hvis de ikke allerede har fået dem,« skriver Kristian Birchvald Jensen i en kommentar, som mange andre har bakket op om.
»Så gør dog noget! Aarhus skal åbenbart have endnu et kæmpe udbrud af corona pga. de begravelser,« skriver Heidi Friis Mikkelsen med henvisning til, at en større begravelse af en ung rapper sidst i juli er under mistanke for at have været med til at sprede den smitte, der i de seneste uger har ramt Aarhus og omegn.
Flere brugere peger på, at der under coronakrisen er udstedt flere bøder til folk, der har overtrådt forsamlingsforbuddet og undrer sig over, at det ikke også er sket i dette tilfælde.
»Regler er vel regler, ikke fair at samfundet bagefter skal betale for indlæggelser mm., fordi nogle er ligeglade med at sprede smitte. Respekt for begravelser - men også respekt for corona,« skriver Birgitte Møller.
Ifølge Østjyllands Politi er man nu i gang med at undersøge, om der er beviser nok til at sigte nogle af deltagerne, efter de gentagne gange brød forbuddet og vendte tilbage til begravelseshandlingen på trods af politiets henstillinger om at forlade stedet.
Både kirkeminister Joy Mogensen og justitsminister Nick Hækkerup har udtrykt deres sympati for de mennesker, der var med til begravelsen, men har samtidig gjort det klart, at coronareglerne skal overholdes.
»Og så vil jeg bede politiet fremadrettet om at være opmærksom på begravelser. For alle skal acceptere de anvisninger, som myndighederne kommer med,« sagde Nick Hækkerup torsdag til Ritzau.