Fortsæt til indhold
Aarhus

34-årig varetægtsfængslet efter "groft racistisk motiveret overfald" i Mørke

Overfaldet blev ifølge sigtelsen begået den 21. juli af den 34-årige og en endnu ukendt gerningsmand.

En 34-årig mand sigtes for at have begået et ”groft racistisk motiveret overfald” på to mænd i Mørke i Djursland.

Han fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør i Retten i Randers, skriver Østjyllands Politi på Twitter.

»Vores foreløbige efterforskning peger på, at overfaldet er racistisk motiveret, og at de forurettede og gerningsmændene ikke kendte hinanden. Det er et meget groft overfald, og vi er i fuld gang med efterforskningen af sagen – også med henblik på at finde frem til den anden gerningsmand,« siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Overfaldet blev ifølge sigtelsen begået den 21. juli af den 34-årige og en endnu ukendt gerningsmand.

De to gerningsmænd mødte ifølge sigtelsen en 35-årig mand på en parkeringsplads, hvor de stillede ham en række spørgsmål blandt andet vedrørende hans tro. Efterfølgende fulgte de efter manden til hans hjem, hvor de sparkede døren ind til både hans værelse og til hans 38-årige vens værelse. Her overfaldt de ifølge sigtelsen de to mænd med flere slag med bl.a. et knojern og en anden genstand.

Den 34-årige er tillige sigtet for at have truet en 35-årig kvinde, som var vidne til episoden.

Den formodede medgerningsmand er stadig på fri fod, og derfor anmodede anklagemyndigheden om lukkede døre til grundlovsforhøret. Manden blev torsdag middag efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i foreløbig fire uger og nægter sig skyldig.

Østjyllands Politi vil ikke give yderligere detaljer om sagen.