»Jeg kæmper for min søns liv«
Britta Pontis søn bor på Kilebo. Hun frygter, at han kommer alvorligt til skade på bostedet på grund af dårlige arbejdsforhold
»Undskyld, jeg er bare helt kørt ned,« siger Britta Ponti undskyldende, da hun begynder at græde midt i en sætning.
Hun er mor til 25-årige Frederik Balleby, der, ligesom Sebastian Frichot der frygtes udsat for vold fra en medarbejder, bor på Kilebo bosted i hus 5-7.
Frederik Balleby har ligesom de andre autisme. Han har modsat Sebastian Frichot, hvis historie vi tidligere har fortalt i avisen, et talesprog. Han kan derfor fortælle, hvad der sker – og han kan ringe til sin mor, hvad han ofte gør.
Som de andre beboere er han fuldvoksen og stor, og derfor kan frustrationer og stress blive fysiske og voldsomme. Det fører tit til magtanvendelse mod Frederik Balleby.
»Der har været mange. Rigtig mange. Det første år var der omkring 100 magtanvendelser på Frederik. Nu er vi ”nede” på én om måneden,« siger Britta Ponti.
Hun kan fortælle, hvordan stressniveauet det seneste års tid er steget til højder, hvor hun er bange for, at hendes søn kommer til skade.
»Han er så stresset nu, han er så presset, så jeg er bange for, at det går galt. Så jeg kæmper for min søns liv,« siger Britta Ponti.
Stikker af
Hun forklarer, at situationen på Kilebo er i en ond spiral. Frederik Balleby er så presset af det ledelseskaos, der ifølge forældre er på stedet, at han bliver udadreagerende, voldsom og ulykkelig, når han er på Kilebo.
»Når Frederik ikke bliver hørt, så skruer han op for stemmen. Og hvis de stadig ikke hører ham og anerkender det, han siger, så oplever han det som en afvisning, og så eskalerer konflikten, og han bliver frustreret. Så stikker han af. Trods det, at han har talesprog, kan alle de forskellige personaler, der er omkring ham, ikke kommunikere med ham, og de aner nogle gange ikke, hvor han er,« fortæller Britta Ponti.
Bil på tværs
Han stak blandt andet af i uge 31.
»De havde ikke fortalt ham, at der ville være et skift af personale. Det pressede ham så meget, at han stak af, for han havde ikke fået sagt farvel til den medarbejder, der havde været der om dagen,« forklarer Britta Ponti.
Helt konkret er hun bange for, at hendes søn skal blive kørt ned af en bil.
I sidste uge blev hun igen ringet op og informeret om, at Frederik Balleby var stukket af. En hektisk eftersøgning endte med, at hun så sin søn i venstre side af vejbanen i et sving, og hun så en modkørende bil komme mod ham i susende fart.
»Så jeg gasser op og får kastet min bil ud foran Frederik, og den anden bil når heldigvis at undvige og kører over i modsatte side,« fortæller Britta Ponti.
Det er, mens hun fortæller om denne situation, at hun begynder at græde.
Sønnen kom ind i bilen, og moderen kørte bilen ind til siden.
»Der måtte vi så sidde lidt, for jeg rystede, og jeg skulle have styr på mig selv igen,« forklarer hun.
Britta Ponti har haft møde med egen læge og med psykiatrisk afdeling, fordi det hele er blevet kørt op, og hun ved ikke, hvad hun kan gøre for at give sin søn lidt ro i det kaos, han er i.
»Men lægerne siger jo også, at medicin ikke er løsningen for Frederik. Han har brug for ro og struktur. Det får han ikke på Kilebo lige nu. Det har været galt længe,« siger Britta Ponti.
Og bedst som hun troede, at det ikke kunne blive værre, har Frederik Balleby igen i sidste uge været udsat for en magtanvendelse.
»Der var ikke behov for den magtanvendelse. Det har jeg fået at vide. Det hele er kaos på Kilebo,« siger hun.