Skyldes skolelukninger, at vi ingen politikere har?
Borgere er forundrede over, at byrådet vil lukke skolerne i Hylke og Bjedstrup.
Borgere i Hylke og Bjedstrup undrer sig over, at det lige netop blev deres skoler, som politikerne i Skanderborg Byråd udpegede til lukning i et større sparekatalog. Mistanken om, at deres områder er dårligt repræsenteret i byrådssalen, nager.
»Jeg kan ikke finde nogen begrundelse for, at det lige blev vores skoler. Den eneste logik synes at være, at Hylke og Bjedstrup er de eneste to steder, som ikke har en lokalpolitiker i byrådet. Det er bare helt langt ude og lokalpolitik, når det er allerværst,« siger Lærke Lilholt Hansen, som er en del af formandskabet i Bjedstrup Skole og Børnehus’ bestyrelse.
Ifølge hende var der nemlig mange gode grunde til at bevare skolen.
»Skolen har elevfremgang. I dag er der 83 elever. For få år siden var der 65 elever. Vi er ganske vist den mindste af kommunens 0.-6. klasse-skoler, men det går støt fremad. Der er en gigantisk forældreopbakning og fantastiske trivselsmålinger, så det kommer virkelig bag på os, at det er den, der skal lukke,« siger Lærke Lilholt Hansen, som frygter, at Bjedstrup nu mister et vigtigt omdrejningspunkt.
Falder fra hinanden
»Det er vigtigt for et lokalsamfund at have en fællesnævner for vores børn og et sted at mødes. Ellers falder det hele fra hinanden. Folk vil orientere sig i alle mulige retninger, og så er der ingen sammenhængskraft mere,« forudser hun.
Jeg kan ikke fortænke dem i at gå ind og tjekke, hvor vi bor, men vi har i følgegruppen og udvalget kigget på helheden og størrelsen.Trine Frengler (S), formand, undervisnings- og børneudvalget i Skanderborg Kommune
Rebecca Veilgaard Christensen, som var initiativtager til gruppen Bevar Hylke Skole, tror også, at Hylkes manglende repræsentation i byrådet har spillet ind.
»Vi havde indtil i fjor en rigtig god mand og lokalpolitiker, Jens Sønderskov, som desværre døde. Jeg ved, at havde han stadig siddet på posten, ville han have kæmpet med næb og klør for at bevare vores skole,« siger Rebecca Veilgaard Christensen.
»Man kan da godt få den tanke, at det har været nemmere at tage den her beslutning, når han ikke var der,« siger hun.
Folkene bag Bevar Hylke Skole frygter nu, at området uden en skole vil miste et vigtigt samlingspunkt.
En tilfældighed
»Skolen er helt central for vores samfund, og vi tænker, at der ikke går lang tid, inden børnehaven og dagplejen ryger med i faldet. Og hvis ingen flytter hertil, lukker vores købmand, og der vil være færre medlemmer til vores mange foreninger.«
Formand for undervisnings- og børneudvalget Trine Frengler (S) afviser, at politikernes bopæl har spillet ind.
»Jeg kan ikke fortænke dem i at gå ind og tjekke, hvor vi bor, men vi har i følgegruppen og udvalget kigget på helheden og størrelsen. At de mindste og dyreste skoler ligger steder, hvor der ikke bor en politiker, er en tilfældighed,« forsikrer Trine Frengler og tilføjer:
»Alle har arbejdet for at finde den bedst mulige løsning, og det er det her samlede forslag, som vi er nået til enighed om.«
Forslaget skal behandles på udvalgsmødet onsdag og på byrådsmødet den 2. september. Herefter sendes det i høring.