Kronprinsesse Mary udsatte forhistorisk fisk i Kattegat
Der mangler rokker i Kattegat. Det skal et nyt forskningsprojekt komme til livs, og kronprinsesse Mary stod i spidsen, da de første skulle sættes fri onsdag.
»Det er meget vigtigt at gøre os danskere mere bevidste om den biodiversitet, der er i vores have,« lød det onsdag fra kronprinsesse Mary, efter hun under en augustsol, der stod højt på himlen, var med til at sætte sømrokker fri fra Kattegatcentret.
Her skulle hun som nytrådt præsident i WWF Verdensnaturfonden nemlig være med til at søsætte de forhistoriske dyr som led i et projekt om at bevare bestanden i de danske farvande.
På løberen i en farve, der afspejlede den skyfri himmel, ankom kronprinsessen til Kattegatcentret og hilste på fremmødte børn fra SFO’er på Djursland, der stod med Dannebrog og smil op til begge ører. Lauge på 8 år fik lov til at overrække kronprinsessen en buket blomster, før hun smilende til pressen trak indenfor i Kattegatcentret
.
Man kan ikke just se det med det blotte øje, når man spejder ud over det åbne hav. Men realiteten er, at de danske farvande er hårdt pressede. Rokkerne kom til verden for 150 millioner år siden, og i dag er de sammen med resten af klassen af store bruskfisk særligt hårdt ramt. Der er nemlig mangel på rokkerne, som udgør en vigtig rolle i økosystemerne under overfladen.
Truede toprovdyr
Kronprinsesse Mary var onsdag til stede ved Kattegatcentret for at udsætte de første af i alt 50 sømrokker, der er en del af et større forskningsprojekt. Kronprinsessen tiltrådte før sommerferien som ny præsident i WWF Verdensnaturfonden efter prins Henrik.
Projektet med at opfostre sømrokker med henblik på udsætning i Kattegat sker i samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Kattegatcentret og H&M. Den 1. oktober 2018 indførte H&M betaling på poser i alle deres butikker, og overskuddet fra posesalget går til grundforskning i danske sømrokkearter.
Rokker er rovdyr i toppen af fødekæden, og de er vigtige at have, fordi de holder økosystemet i balance og holder de andre dyr i skak nede på havbunden, hvor de lever, fortæller Matilde Sort, der er havbiolog ved WWF Verdensnaturfonden.
»Vi har en målsætning om at fortælle danskerne, at der findes rokker i det danske farvand. Alle de her dyr, man kan snorkle med under varmere himmelstrøg, har vi også herhjemme. Vi har 14 arter herhjemme, men mange af dem er desværre sårbare over for fiskeri, fordi de er enormt lang tid om at blive kønsmodne, og de producerer relativt få afkom,« fortæller Matilde Sort.
Foran et stort akvarie med blandt andet helleflynder, slethvar og havørred blev kronprinsessen budt velkommen af direktør for Kattegatcentret, Helle Hegelund.
»Vi er glade for, det er lykkedes os at opdrætte 31 sømrokker, der er ved at være klar til udsætningen. De har nu boet hos i 1,5 år og er kommet igennem den mest sårbare tid af deres opvækst. Det er uhyre vigtigt, at vi arbejder for at beskytte vores hav. Det er sårbart og under pres fra mange forskellige sider,« lød det fra Helle Hegelund.
Sømrokken er særligt i fokus, fordi den er sejlivet og kan holde til at blive fanget i et net og sat ud igen. Projektet er en del af den grundforskning, der skal til, for at man i fremtiden i højere grad kan udsætte store fisk fra offentlige akvarier.
Udsætning i Kattegat
Efter præsentationen af projektet blev kronprinsesse Mary budt ud under åben himmel. Med håret nu sat op i en hastehale blev kronprinsessen kort instrueret i, hvordan hun skulle foretage udsætningen af rokkerne. På tilskuerpladserne stod besøgende ved Kattegatcentret og SFO-børn med vajende dannebrogsflag.
Sammen med generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, og country manager for H&M, Christel Friis-Mikkelsen, skulle kronprinsessen fra en flydebro udsætte de første seks sømrokker, der i vandet blev taget imod af dykkere. Dykkerne skulle derefter guide sømrokkerne ud i det åbne hav.
Kattegatcentret har i næsten 30 år formidlet hav og dyreliv til besøgende. For lige præcis sømrokkerne er Kattegatcentret avlskoordinator og er derved førende specialister på området i Europa.
»Kattegat er valgt til projektet, fordi her er det ikke lovligt at fange sømrokkerne. Vi har sat nogle mærker på rokkerne, så når vi har sat dem ud, opfordrer vi fiskerne til at give os besked, hvis de får dem i nettet. Så vil vi gerne vide, hvor de er fanget, og hvor store de er blevet. Vi ved ikke, hvor de svømmer hen, eller hvor de får deres unger,« siger Matilde Sort.
Efter udsætningen af sømrokkerne tog en begejstret kronprinsesse sig tid til at svare på spørgsmål om vigtigheden af projektet.
»Med udsætning af en truet art som sømrokker kan vi være med til at sikre og berige det danske farvand og lære mere om vigtigheden af den biodiversitet, der er her omkring os, og fortsætter,« lød det fra kronprinsesse Mary, før hun forlod pressen og benyttede lejligheden til at spejde ud over Kattegat.