Fortsæt til indhold
Aarhus

Coronaramt branche vil dele erfaringer

Onsdag mødes repræsentanter fra 30 fødevarevirksomheder for bl.a. at drøfte nye indtjeningsmuligheder.

Egentlig skulle de have været til Food Festival I Aarhus i begyndelsen af september. Men så kom coronakrisen og hapsede festivalen – og tog en stor bid af omsætningen.

Nu mødes repræsentanter fra 30 fødevarevirksomheder i stedet onsdag den 19. august til fødevareprojektet Den Kreative og Kompetente Madscene for at dele deres erfaringer med corona. Temaet er ”Boost din virksomhed – fra corona til cash”.

»Covid-19 har efterladt mange virksomheder i en helt ny virkelighed. Derfor har vi håndplukket det stærkeste hold af eksperter og kommercielle praktikere, der skal hjælpe virksomhederne i det forandrede marked. Lige nu skal der træffes velplacerede valg, som får sikret virksomhedernes fremtidige vækst,« siger direktør Anna Lund, Food-Aarhus.

En håndsrækning

Aktiviteterne er tilrettelagt i tæt dialog med fødevarevirksomhederne.

Fra den ene dag til den anden stod vi med et lukket marked og en total ændret købsadfærd.
Anders Lund, direktør, Skanderborg Bryghus

»Vi har talt med mange folk i fødevarebranchen for at forstå, hvad det er for nogle udfordringer, de står med. Den viden har vi omsat til konkrete udviklingsforløb, hvor vi tager fat i presserende opgaver som likviditet, nye salgskanaler og udvikling af forretningen. Indsatsen handler kort og godt om at hjælpe de kriseramte virksomheder og give en håndsrækning til branchen,« forklarer Anna Lund, direktør i Food-Aarhus.

Ønsker sparring

En af deltagerne i forløbet er direktør Anders Lund, Skanderborg Bryghus. Virksomheden har som mange andre været ramt af nedlukning, fyringer og manglende salg, og Anders Lund håber at få noget kvalificeret sparring.

»For os har covid-19 været en øjenåbner. Fra den ene dag til den anden stod vi med et lukket marked og en total ændret købsadfærd. Vi bliver nødt til at tænke vores setup og strategi om. Jeg håber, at det her forløb giver os nye indsigter i markedet, kunderne og den strategiske retning,« siger han.

»Samtidig vil jeg gerne udvide mit netværk i drikkevarebranchen, for der er uden tvivl andre virksomheder, der står i samme situation som os,« siger Anders Lund.