Søbad er blevet hotspot
Midt- og Vestjyllands Politi har med virkning fredag formiddag gjort Østre Søbad i Silkeborg til hotspot.
Østre Søbad i Silkeborg har de seneste dage med varmt vejr været så velbesøgt, at politiet har skrevet stedet på listen over hotspots.
Det skrev Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Østre Søbad var også udpeget som hotspot i forsommeren. Dengang blev det ikke nødvendigt at indføre et egentlig opholdsforbud. Vi håber naturligvis, at indførelsen af området som hotspot er tilstrækkeligt til, at borgerne tænker sig om, inden de slår sig ned i området, så det heller ikke denne gang bliver nødvendigt med et opholdsforbud,« siger politiinspektør Claus Nørgaard.
Hotspot-statussen skete med virkning fra kl. 10 fredag. Et hotspot er et form for gult kort til et område, hvor politiet vurderer, at antallet af besøgende udgør en særlig smitterisiko. Hvis tendensen fortsætter med for mange gæster, er det næste skridt et decideret opholdsforbud.
Det betyder, at der vil være ekstra tilsyn med området, ligesom der vil blive hængt skilte op.
»Der er mange fine grønne områder i Silkeborg, og vi opfordrer borgerne til at holde sig fra de steder, hvor der er mange i forvejen. Stigningen i antal smittede er noget, vi alle skal tage alvorligt, og vi har et fælles ansvar for, at der ikke spredes yderligere smitte,« siger Claus Nørgaard.
Midt- og Vestjyllands Politi vil løbende holde øje med situationen og oprette flere hotspots, hvis det bliver nødvendigt.