Symfoniorkester i chok: Indtil i går regnede vi med, at gallaåbningen blev gennemført
Aarhus Symfoniorkester tygger på, om en planlagt koncert i festugen kan afvikles, selv om Aarhus Festuge er aflyst.
Knap havde Aarhus Symfoniorkester afsluttet et langt teknisk møde, der skulle fastlægge detaljerne i den storstilede koncert ved gallaåbningen af Aarhus Festuge, før at festlighederne blev aflyst.
»Den pressemeddelelse her til eftermiddag kom som lidt af et chok for os alle sammen. Så sent som i går regnede vi med, at den blev gennemført. Planlægningen af koncerter under så omskiftelige forhold er så kompliceret, at jeg ikke kan sætte ord på det,« konstaterer Jesper Nordin, musikchef for Aarhus Symfoniorkester.
Han henviser til, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) onsdag indkaldte bestyrelsen bag festugen til et møde på mandag om coronasituationen i Aarhus for at tage stilling til, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre Aarhus Festuge. Men i indkaldelsen var der ikke nogen anbefaling om at aflyse festugen.
Symfoniorkesteret skulle have akkompagneret Aarhus-poeten Peter Laugesen ved gallaåbningen for særligt indbudte gæster fredag den 28. august. Dagen efter skulle koncerten gentages for offentligheden.
»Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over, at vi må aflyse åbningskoncerten fredag, men vi tygger på, om vi kan holde lørdagskoncerten i vores eget regi,« fortæller Jesper Nordin.
Musikchefen vil ikke oplyse, hvad budgettet er til de to koncerter, og han har endnu ikke noget overblik over, hvad aflysningen af festugen betyder økonomisk for Aarhus Symfoniorkester.
Symfoniorkesteret havde ikke planlagt andre festugekoncerter end Peter Laugesen-projektet.