Øl skal fortælle en historie i Den Gamle By
Den Gamle By indgår i nyt samarbejde, hvor øl skal formidle historie på en ny måde.
»Så er øllet på hanerne ellers klar, og klokken er jo over ni, så man er velkommen til at smage på det,« proklamerer Stefan Daugbjerg og skænker øl til de tilstedeværende.
Øltønderne er fyldt til randen med ”Den Gamle Bys Mørke øl”, som er lavet i samarbejde med Thisted Bryghus. På bordene rundt om tønderne står der glas til smagsprøver. Øl med historie skal være med til at give gæsterne i Den Gamle By ny viden om den gyldne drik.
Samarbejdet skal styrke formidlingen af historien om mad og drikke, som Den Gamle By vægter højt. Thomas Bloch Ravn er direktør for museet og fortæller, at mad og drikke hører til museets kerneværdier, og specielt øl er med til at styrke dette.
»Det er vigtigt for os, at alt her i byen fortæller en historie, og øl er jo en vigtig del af historien. Vi spiser og drikker hver dag, og øl er for de fleste en del af hverdagen. Vi gør det at drikke øl til en del af historiefortællingen,« forklarer Thomas Bloch Ravn.
Øl med historie glæder også salgschef for Thisted Bryghus, Stefan Daugbjerg.
»Vi ser frem til et rigtig godt og langt samarbejde, og vi vil gerne investere mange ressourcer i det. Vi er stolte af samarbejdet,« siger han.
Den Gamle Bys direktør er også spændt på samarbejdet og den nye øls smag.
»Det er et rigtig godt skridt fremad for os og gæsternes oplevelse, og vi synes, de smager ualmindeligt godt. Vi er kommet rigtig langt og er glade for samarbejdet,« siger han.
Selv om øltønderne lige nu kun indeholder ”Den Gamle Bys mørke øl”, kan gæsterne glæde sig over andre nye varianter i fremtiden.
»Det vil blandt andet være muligt også at smage Thisted Bryghus’ populære Øko Thy Pilsner, da det er Danmarks første økologiske øl, den og fejrer sit 25-års jubilæum,« fortæller Thomas Bloch Ravn.
Senere vil der desuden blive præsenteret to andre øl i sortimentet. Den Gamle Bys bock og julebryg er to splinternye øl, som aldrig er har været i handlen. Spændingen må gæsterne dog holde inde, da øllene først bliver tilgængelige senere på året.
På trods af samarbejdet med Thisted Bryghus, har Den Gamle By ikke brudt helt med de aarhusianske traditioner. På Jazzbar Bent J. serveres der i pagt med historien stadig en kold Ceres Top, der er kendt som byens egen øl.