Forslag om vaskepladser i Aarhus blev kaldt »uartig«
Socialdemokratiet kaldte sit eget forslag om vaskepladser ved genbrugsstationer amputeret, og beskrivelsen af en iværksætter faldt S og SF for brystet.
Et amputeret forslag om vaskepladser ved alle kommunale genbrugsstationer rammer byrådet. Sådan lød overskriften i en artikel tidligere på ugen i denne avis. Og den konklusion erklærede Anette Poulsen (S) sig enig i på onsdagens byrådsmøde, hvor forslaget, stillet i fællesskab af S og SF, blev diskuteret.
Ifølge Teknik og Miljø er der ikke juridisk grundlag for at etablere vaskepladser, ligesom Affaldvarme, der driver kommunens genbrugsstationer, har takket nej til ordningen. Derfor er idéen nu at udbyde en grund til formålet ved siden af genbrugsstationen i Malling.
»Vi mener, at vores oprindelige forslag var det bedste. Nu har Teknik og Miljø lavet en plan B. Det er ikke, fordi Socialdemokratiet mener, at vaskepladserne skal være konkurrenceforvridende. Vi har ikke noget imod, at private iværksættere kommer på banen, men det er vigtigt, at der kommer et tilbud,« sagde Anette Poulsen, som undrede sig over flere ting i indstillingen fra Teknik og Miljø.
»Der står, at der i forvejen findes tilstrækkelig kapacitet. Det ved vi ikke, fordi vi ikke har nogen vaskepladser. Hvis der menes vaskehaller, så er det en misforståelse. Vores forslag er ikke møntet på dem, der kører i vaskehaller, men på dem, der vasker biler i indkørslen. Desuden er der nævnt, at en interesseret iværksætter har henvendt sig uden en forretningsplan. Jeg har snakket med vedkommende, der er meget uforstående over for beskrivelsen i indstillingen. Der var en forretningsplan, men vedkommende kendte ikke til grunden i Malling,« sagde hun med et ønske om at behandle sagen i teknisk udvalg.
»Lidt uartig«
S og SF stillede deres forslag for at give bilejere en mere miljøvenlig mulighed for selv at vaske deres biler. Siden har jurister i Teknik og Miljø vurderet, at det ville være i strid med kommunalfuldmagten. Det er jurister i Borgmesterens Afdeling dog uenige i, da de mener, at det kan gennemføres ved at bruge miljøhensynet ved vaskepladserne til at argumentere for almene kommunale interesser.
Jan Ravn Christensen (SF) gik skridtet videre end Anette Poulsen og kaldte ordlyden i Teknik og Miljøs indstilling »lidt uartig«.
»Der gik længe, før den interesserede iværksætter hørte fra forvaltningen, og nu udstilles det, som om det er en amatør. Det klæder ikke indstillingen,« sagde han.
Erhvervsgrunden i Malling har været til salg siden begyndelsen af året uden interesserede købere, og ifølge Teknik og Miljø vil den blive op mod 425.000 kr. mindre værd med en binding om, at der skal etableres en vaskeplads. De penge skal ifølge indstillingen hentes ved Aarhus Kommunes klimafond.
Et uigennemtænkt forslag
Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) beklagede, hvis ordlyden i indstillingen kunne tolkes som respektløs, omend han ikke var enig. Han påpegede også, at forslaget måske er amputeret, men mente, at det oprindelige forslag i så fald var uklart.
»Affaldvarme er uenig i, at det kan gennemføres, Teknik og Miljø er uenig, og jeg som rådmand er uenig. S og SF har flertal i byrådet og kan vælge at gennemføre det alligevel. Men det kræver, at man påtager sig det ansvar, der hører med, og det påhviler min forvaltning at pege på konsekvenserne af forslaget,« sagde han og meddelte byrådet, at grunden i Malling for nylig er blevet solgt, og at der derfor skal findes en anden til formålet.
Venstres Heidi Bank forstod ikke, at S og SF bliver ved med at holde fast i idéen om en vaskeplads.
»Der er en vedholdenhed og stædighed for et forslag, der mildt sagt kom skidt fra start, fordi det, som vi ser det, ikke var godt nok gennemtænkt. Der er et meget højere vandforbrug ved vaskepladser end i en automatisk vaskehal. Vi vil bare få et højere vandforbrug, hvis vi ikke i stedet opfordrer bilister til at benytte vaskehaller,« sagde Venstre-kvinden, der kaldte det ærgerligt, at forslaget ikke er blevet trukket.
Til det indlæg tilføjede Jan Ravn Christensen:
»Vi skal ikke konkurrere med vaskehaller, men gøre noget ved, at folk bruger rigtig meget vand, der kan forurene grundvandet, ved at vaske bil i indkørslen.«