Fortsæt til indhold
Aarhus

Socialdirektør: »Dybt bekymrende og frygteligt«

Direktøren for Sociale Forhold og Beskæftigelse kan godt forstå, hvis tilliden til kommunen er lav.

»Jeg og hele vores system synes, at det er dybt bekymrende. Bare det, at der overhovedet kan være en mistanke om, at en borger, som er i vores varetægt, bliver behandlet sådan, er frygteligt. Det er katastrofalt for den tillid, pårørende skal have til os, så det er superalvorligt.«

Sådan lyder det fra direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse Erik Kaastrup-Hansen, som forsikrer, at kommunen er i fuld gang med at undersøge den sag, hvor en medarbejder på Kilebo Bosted i Tilst er politianmeldt for vold mod en beboer, herunder ansvaret hos lederen på Kilebo.

»Politiet undersøger en eventuel straffelovsovertrædelse. Men for os kan der være andet – vi skal se på, hvad der er foregået med henblik på den faglige etik, men også i forhold til at varetage sin ledelsesforpligtelse,« forklarer han og pointerer, at intet kan konkluderes endnu.

Erik Kaastrup-Hansen, socialdirektør i Aarhus Kommune, er ked af den sag om mulig vold mod en beboer på bostedet Kilebo i Tilst. Han lover, at kommunen undersøger sagen grundigt. Foto: Aarhus Kommune

Fejl på grund af ferie

Han vil ikke fortælle, hvad undersøgelserne indtil nu har vist, eller hvad medarbejdere på Kilebo har sagt.

Hvorfor går der hele otte dage, før I anmelder det til politiet?

»Sager af denne karakter skal politianmeldes, og normalt sker det hurtigere. Den forklaring, jeg kan give, er, at vi nok var ferieramt og havde fokus på at håndtere situationen.«

Moren undrede sig, men fik at vide, at I lige skulle finde ud af, om der var hold i anklagerne. Det er vel politiets opgave?

»Ja. Ved så alvorlig en mistanke skal det politianmeldes. Jeg tilskriver det, at de folk, der var på arbejde, ikke var vant til at håndtere sådan noget.«

Kan du forstå, at hun bliver mistroisk, når hun får at vide, at I først selv vil undersøge sagen?

»Det er helt normalt, at vi lige forsøger at finde ud af, om anklagerne er grundløse, for politiet vil jo gerne have en begrundet anmeldelse. Men jeg kan godt forstå, at Anitas tillid til os er at finde på et meget, meget lille sted, når der rejses disse mistanker. Det er en fuldstændig naturlig reaktion.«

Anita Wulff Frichot er mor til den 23-årige mand med autisme, der skulle være udsat for vold.

Kan de komme tilbage?

Erik Kaastrup-Hansen fortæller, at hverken medarbejderen eller lederen er at finde på Kilebo, men han må ikke udtale sig i personalesager og kan dermed heller ikke sige, om de kan komme tilbage.

»Spørgsmålet må bero på, om vi kan genskabe en tillidsfuld relation. Det er helt afgørende, og jeg har fuld forståelse for, at der er sket et tillidsbrist – også mod os som kommune.«

Erik Kaastrup-Hansen understreger, at man har et armslængdeprincip og erkender derfor, at det var en fejl, da den omtalte leder var med til at undersøge sagen i begyndelsen.

»Jeg tror, det er et udtryk for, at vi er meget ferieramt – også på ledelsesniveau,« siger han og afskriver mistanken om, at kommunen vil dysse sagen ned, som en konspirationsteori.

Skal til møde

»Vores intention er at komme i bund og få genskabt tilliden. Det er vores ansvar at kæmpe os tilbage til at fortjene den tillid.«

Han fortæller, at han ikke kan genkende Anita Wulff Frichots kritik af, at der ikke bliver taget hånd om Sebastian Frichot med krisehjælp og ekstra omsorg.

»Så vidt jeg er orienteret, har der været en særlig opmærksomhed på Sebastian og hans reaktion. Det håber jeg virkelig, for det har jeg fået at vide, « siger han, men tilbyder dialog med familien, hvis de vurderer, der er brug for mere.

I denne uge skal Erik Kaastrup-Hansen deltage på et møde med de pårørende på Kilebo Bosted.