AGF er favorit, helt sikkert
AGF møder FC Honka på hjemmebane i første kvalifikationsrunde til Europa League
AGF kommer ikke til at mangle aktuelle oplysninger om den kommende europæiske modstander.
Mandag eftermiddag blev AGF parret med finske FC Honka i første runde af kvalifikationen til Europa League. Der spilles blot et opgør, og det skal foregå i Aarhus torsdag 27. august. Det blev også udfaldet af lodtrækningen, der blev foretaget i Nyon i Schweiz i det europæiske fodboldforbunds hovedkvarter.
Vi er stærke hjemme i Aarhus, og det er rart, at vi ikke skal ud og rejse.Niklas Backmann, AGF-anfører
Nogle timer efter lodtrækningen, løb FC Honka på banen til et opgør på hjemmebane i byen Espoo i den bedste finske række, Veikkausligaen, imod klubben SJK.
Den finske liga kører hen over et kalenderår, så der bliver ikke holdt sommerpause. FC Honka Espoo ligger aktuelt på fjerdepladsen efter 8 kampe i turneringen, der er blevet genoptaget for nylig efter en længere corona-pause. Det kan være en lille fordel for Honka, mener den finske landsholdsanfører Tim Sparv, der indtil denne sommer har spillet for FC Midtjylland.
»Det er måske en lille fordel. Den finske liga har været i gang i lang tid, og spillerne har godt tempo i benene, mens AGF-spillerne kommer lige fra en ferie,« siger Tim Sparv.
På trods af det, ser han AGF som klar favorit i opgøret.
»Finske hold har generelt set ikke haft den store succes i Europæisk fodbold. Selv når de har mødt islandske eller færøske hold, og man tænker, at nu går de videre, så er de alligevel blevet slået ud. Finske hold har ikke lavet de resultater, som vi havde håbet på i Europa League. AGF er favorit, helt sikkert,« siger Tim Sparv.
God defensiv
Det mest iøjnefaldende ved Honkas bedrifter i denne sæson er, at holdet, inden mandagens opgør blot havde lukket fire mål ind.
Finsk klubfodbold er ikke noget man ofte taler om i Danmark, men AGF’s anfører Niklas Backmann har alligevel en fornemmelse af, hvad der venter.
»Det bliver interessant. Jeg kender ikke til FC Honka som sådan, men jeg kender lidt til finsk fodbold fra min tid i Sverige, hvor jeg har spillet testkampe mod finske hold, og de er bedre end mange måske tror her i Danmark. Det er ofte fysisk stærke hold, der giver dig kamp til stregen. Så det bliver en spændende udfordring for os,« siger Niklas Backman.
Lodtrækningsheld
Der er en stor fordel for AGF, at kampen skal spilles i Aarhus, selvom der ikke bliver lukket tiskuere ind. AGF kender omgivelserne og slipper for bøvlet med en rejse til ud til Espoo, der byen .
»Vi er stærke hjemme i Aarhus, og det er rart, at vi ikke skal ud og rejse. Så det er selvfølgelig glædeligt, at vi starter hjemme i Ceres Park, også selv om vi desværre må undvære fansene,« siger Niklas Backman.
AGF var seedet i lodtrækningen, men det var lodtrækningsheld at klubben fik hjemmebanefordelen.
AGF deltog senest i Europa i 2012, og ved den lejlighed skuffede aarhusianerne med et samlet 2-5 nederlag til Dila Gori fra Georgien.
»Det bliver fantastisk, også selv om vi ikke må have vores fans med på Ceres Park. Alligevel bliver det en stor aften for holdet og for klubben, der ikke har været i Europa i lang tid. Så vi skal huske at nyde det, og så skal vi ud og give alt vi har for at komme videre,« siger Niklas Backman.
To opgør imod AaB
Det er også nogle år siden, at FC Honka senest har spillet europæiske opgør. Det skete senest i 2014, hvor holdet røg ud i første kvalifikationsrunde til estiske Sillamäe Kalev.
Helt tilbage i 2007 var klubben i duel med AaB i den såkaldte Toto-Cup, hvor det blev til to uafgjorte kampe.
Hvis AGF skal i et europæisk gruppespil, kræver det sejre over i alt fire modstandere i Europa League-kvalifikationen.