Vestby-skoler fylder på fraværsliste
Tre skoler den vestlige del af Aarhus er på top 5-listen over folkeskoler i kommunen med det højeste elevfravær.
Eleverne på Tovshøjskolen, Sødalskolen og Ellekærskolen har et så højt fravær, at de tre vestbyskoler ligger i top-fem på listen over aarhusianske folkeskoler med det højeste fravær.
Ifølge fraværstal, som Børne- og Undervisningsministeriet har opgjort for JP Aarhus, havde eleverne på disse tre skoler i gennemsnit et fravær på 7-8 pct. i skoleåret 2018/2019, som er de seneste tilgængelige tal. Gennemsnitstallet for eleverne på de 46 aarhusianske folkeskoler lå på 5,6 pct.
Det overrasker ikke skolerådmand Thomas Medom (SF), at vestbyskoler ligger så højt på fraværslisten.
Hvis alle skolernes børn har to fridage på et år, fordi der er ramadan og eid-fest, har det store konsekvenser for det samlede fravær.Helle Mønster, skoleleder på Ellehøjskolen
»Både social baggrund og etnicitet er en faktor. Der er ikke en automatik i, at fordi man er tosproget, er man også mere udsat eller har flere diagnoser, men der er en overrepræsentation af det i de her områder. Det ved vi jo,« siger rådmanden og tilføjer, at mange af de ressourcestærke i de pågældende områder har valgt den lokale folkeskole fra.
Thomas Medom vil arbejde for at få fraværet ned på alle byens skoler.
»Alle skoledage tæller,« understreger han.
Helle Mønster var skoleleder på Tovshøjskolen, der sammen med Ellekærskolen pr. den 1. august fusionerede til Ellehøjskolen, hvor hun nu er leder. Hun mener, at vestbyskolernes højere fravær end Aarhus-gennemsnittet bl.a. bunder i, at en stor andel af eleverne har muslimsk baggrund og får fri til at markere ramadanen.
»Hvis alle skolernes børn har to fridage på et år, fordi der er ramadan og eid-fest, har det store konsekvenser for det samlede fravær,« siger Helle Mønster, der er formand for Skolelederforeningen i Aarhus.
Læssøesgades Skole topper listen med et fravær på 8,4 pct.