Fortsæt til indhold
Aarhus

Skytower på 18 etager skal være et vartegn i Skejby

Industrikvarteret i Skejby står over for et højhusbyggeri med hotel og konferencecenter. Onsdag skal planen diskuteres i Aarhus Byråd.

Et hotel med 375 værelser og erhvervslokaler i op til 18 etager er på tegnebrættet i Aarhus Nord. Det bliver kaldt Skytower og vil rejse sig i Skejbys industrikvarter på hjørnet af Karl Krøyers Vej og Skejby Nordlandsvej.

Grunden er i dag ubebygget, men ifølge en indstilling fra Teknik og Miljø på onsdagens byrådsmøde vil der blive rejst et vartegn for området.

»Med planlægningen ønsker man at understøtte og profilere byen ved at styrke den arkitektoniske oplevelse af området. Højhusbebyggelsen med hotel- og konferencefunktion vil i kraft af sin volumen, højde og arkitektoniske udformning stå som et vartegn i området. Bebyggelsen vil markere overgangen mellem by og land og profilere byen ved ankomst fra Djurslandmotorvejen, fra Nordjyske Motorvej (E45) og fra øvrige veje i det overordnede vejnet,« skriver afdelingen.

Hvis indstillingen bliver vedtaget i byrådet, vil projektet blive sendt i offentlig høring i otte uger.

Skal betale for 71 træer

I det omkringliggende område findes hovedsageligt erhvervsbygninger på 1-2 etager. Det nye højhus vil have en bygningsbase på to etager mod Skejby Nordlandsvej og i op til fire etager mod nord. Høje bygninger oven på basen skal forme et højt højhus på 18 etager mod syd og et lavere højhus på 10 etager mod nord.

Størrelsen af opholdsarealer på grunden vil svare til 5 pct. af bebyggelsens etageareal. Størstedelen vil være i et centralt gårdrum, og øvrige opholdsarealer vil være på tagterrasser.

Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammer for området. Derfor har Teknik og Miljø foreslået en ændring af kommuneplanen for at øge det maksimalt tilladte etageantal og bygningshøjder samt annullere kravet om, at parkering ikke må etableres på jorden.

Med lokalplanen forpligter grundejeren sig desuden til at betale en vej med nedgravet cykelsti fra Karl Krøyers Vej til hotellet . Ejeren skal også betale ny beplantning for at skabe læ og 71 træer rundt om lokalplanområdet.