Hotspotstrand havde over 1.000 badegæster
Saksild Strand blev søndag morgen et hotspot efter massivt pres og parkeringskaos.
Find nu et andet sted at bade, når der er for mange mennesker samlet!
Sådan lyder Østjyllands Politis opfordring, efter at Saksild Strand søndag morgen blev et nyt hotspot, men stadig tiltrak rigtig mange mennesker.
»Vi indførte hotspottet, da Saksild Strand kom under massivt pres. En patrulje meldte om over 1.000 mennesker på stranden. Så meget kan den slet ikke rumme. Folk lå klos op ad hinanden, og der var p-kaos. I dag (søndag) er der rigtig mange mennesker, men med større afstand,« siger vagthavende hos Østjyllands Politi René Ludvig.
Politiet har placeret informationsskilte på alle stier, der fører ned til stranden.
»Når du som borger møder sådan et skilt, skal du tænke ”hmm, måske skal jeg tage et andet sted hen”. Ellers lukker vi stranden, og det får vi ikke mange point for,« siger René Ludvig.
Han understreger dog, at politiet endnu ikke overvejer at lukke Saksild Strand. Han opfordrer folk til at vise samfundssind, da politiet ikke har mandskab til at agere strandfoged.
Der er også etableret hotspots på Bellevue og Den Permante i Risskov samt ved Den Spanske Trappe i Aarhus midtby. Disse steder har der ikke været noget problem hen over weekenden.