Fortsæt til indhold
Aarhus

Politiet har udpeget tre særlige områder i Aarhus

Aarhusianere opfordres til at finde alternative steder at nyde weekendens gode vejr.

JP Aarhus

Torsdag eftermiddag blev ”Den Spanske Trappe” ved Immervad og de populære badestrande i Risskov, Den Permanente og Bellevue, udpeget som såkaldte hotspots af Østjyllands Politi. Det er alle steder, hvor mange mennesker ventes at stimle sammen i disse dage, hvor vejret er godt.

Når et område udpeges som hotspot, er det et signal om, at man som borger skal være opmærksom på, at der ikke sker smittefarlig sammenstimlen. Politiet vil intensivere tilstedeværelsen ved de tre hotspots og kan med kort varsel helt forbyde folk at opholde sig de pågældende steder, hvis kravene om afstand og antal mennesker på samme sted ikke overholdes.

»Kommer der en situation, hvor det samlede antal mennesker udgør en særlig smitterisiko, vil vi være klar til relativt hurtigt at lave opholdsforbud. Men vi håber ikke, at det bliver nødvendigt,« forklarede chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi Klaus Arboe til pressemødet ved rådhuset torsdag.

Skilte ved de nye hotspots vil minde gæsterne om at holde afstand til hinanden. Politiet opfordrer derudover aarhusianerne til, at man finder alternative steder at nyde weekendens gode vejr.

Det er ikke første gang, der indføres hotspots i Østjylland. Før sommerferien var i alt seks områder i Aarhus udpeget som hotspots. Ud over Immervad, Den Permanente og Bellevue havde også Tangkrogen, Mølleparken og Ceresparken politiets særlige bevågenhed. Alle hotspots blev dog nedlagt i begyndelsen af juni, mens fejringen af AGF’s bronzemedalje i juli gjorde det nødvendigt at indføre seks midlertidige hotspots.