Mand dræbt af skud i Aarhus
22-årig blev fundet i en bil i et boligkvarter i Viby J.
En 22-årig mand blev torsdag formiddag fundet dræbt af skud i en bil, der holdt ved en boligblok på Vårkjærvej i Vårkjærparken i Viby. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik torsdag kl. 11 en anmeldelse fra nogle borgere, der opdagede manden i bilen. Politiet rykkede talstærkt til området, der blev afspærret, og torsdag eftermiddag er politiet fortsat i gang med afsøge gerningsstedet for spor og afhøre vidner.
»Vi er i fuld gang med efterforskningen af drabet, og vi hører meget gerne fra vidner, som har set eller hørt noget mistænkeligt omkring Vorkærparken i løbet af natten til torsdag eller tidlig torsdag morgen. Vi vurderer, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, men det er for tidligt at sige noget om motiv og eventuelle gerningsmænd,« siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Østjyllands Politi oplyser, at man af hensyn til efterforskningen ikke har yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket, men vil gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget mistænkeligt natten til torsdag. Politiet kan i den forbindelse kontaktes på telefonnummer 114.
Drabet er det tredje i Aarhus på to uger.
De pårørende til den 22-årige er underrettet.