Drabet på en rapper nær travbanen i Aarhus har forbindelse til narkohandel
To mænd fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag.
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag formiddag to mænd på 41 og 44 år fra Aarhus i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De to sigtes for medvirken i en større narkohandel, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi kæder narkotikahandlen sammen med drabet på en 25-årig mand, der den 22. juli blev skudt ved travbanen i Aarhus. De to anholdte er p.t. alene sigtet for medvirken til narkotikahandel, lyder det fra politiet.
»Vores efterforskning har vist, at drabet ved travbanen har forbindelse til en større narkotikahandel mellem to persongrupper. Vi fortsætter vores intensive efterforskning af sagen, og vi forventer yderligere anholdelser i sagen, i takt med at efterforskningen skrider frem,« udtaler politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker af hensyn til den videre efterforskning på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.