Coronatal var meget lave i Aarhus i begyndelsen af sommerferien - så kom uge 31
Antallet af coronasmittede om ugen i østjyske kommuner er firedoblet fra de første tre uger i juli til den sidste.
Uge 31 ligner ikke julis andre uger, når man ser på udviklingen i covid-19-smittede i Aarhus Kommune. Mens antallet af nye ugentlige smittede var henholdsvis to, syv og seks i uge 28, 29 og 30, er der nu registreret 36 nye smittede i uge 31.
Det skriver TV 2 Østjylland på baggrund af tal fra Statens Serum Institut.
Sammenligner man med den gennemsntlige ugentlige smitte i de tre første uger af juli - som er fem nye smittede - er der sket en syvdobling af det ugentlige antal nye smittede i kommunen.
Stigningen kan skyldes øget rejseaktivitet og ændringer i aarhusianernes adfærd. Det vurderer Svend Ellermann-Eriksen, ledende overlæge i klinisk mikrobiologi ved Aarhus Universitetshospital.
»Nogle kan være blevet smittet i det danske sommerland, og enkelte kan have smitten med hjem fra udlandet,« siger Svend Ellermann-Eriksen til TV 2 Østjylland.
»Men umiddelbart tror jeg, det handler mere om, at befolkningen er begyndt at slappe mere af i forhold til at holde afstand, vaske hænder og spritte af. Hvis vi bliver ved med at være slappe i vores adfærd, og der samtidig kommer mere trængsel på skoler, i busser og på arbejdspladser, når sommerferien slutter, så er der risiko for yderligere spredning,« siger han.
Tallene kommer i en periode, hvor coronasmitten i Danmark generelt er på fremfærd efter en periode med stabile eller faldende tal på landsplan. Tirsdag den 28. juli blev der registret 78 nye smittede i Danmark på et enkelt døgn, hvilket er det højeste tal siden den 18. maj, hvor der var 81 nye smittetilfælde. I den mellemliggende periode var de nationale smittetal nede på 9 nye daglige smittetilfælde den 6. juli.
Aarhus Kommune er ikke den eneste østjyske kommune med øgede smittetal i den sidste uge af juli. Også i Randers Kommune, Skanderborg Kommune, Silkeborg Kommune og Favrskov Kommune er tallene steget - dog i en markant mindre størrelsesorden. Blandt disse er Randers Kommune højdespringer med fem nye smittede i uge 31, mens Skanderborg havde fire. De resterende havde hver især kun ét nyt smittetilfælde i uge 31.
Lægger man alle tallene fra samtlige østjyske kommuner - som også tæller Horsens, Norddjurs og Syddjurs Kommuner - sammen, er det nye antal ugentlige smittede i uge 31 fire gange så højt som i de øvrige uger i juli.