Ældreplejen bløder og har udsigt til millionunderskud
Aarhus Kommunes udgifter pr. ældre er faldet med 36 pct. på 10 år. Længere levetid og flere kronisk syge truer med blodrøde budgetter i de kommende år.
Efter at den aarhusianske ældrepleje har stået for skud i den seneste tid, ikke mindst på grund af omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården, har både ældrerådmand Jette Skive (DF) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) meldt ud, at området skal tilføres flere penge.
Det er stærkt tiltrængt, viser opgørelser fra Sundhed og Omsorg, der står for ældreplejen i Aarhus Kommune.
Fra 2009 og til 2018, der er de seneste sammenlignelige tal, er kommunens udgifter pr. ældre over 65 år faldet med 36 pct. – fra 51.537 kr. til 33.175 kr. Dermed skiller Aarhus sig ud blandt landets seks største kommuner ved at have haft det største fald i ældreudgifterne. Kun Odense bruger færre penge på ældre.
Dertil har Sundhed og Omsorg i de kommende år udsigt til blodrøde tal i budgetterne, hvis politikerne ikke giver ældreområdet en saltvandsindsprøjtning. Ifølge magistratsafdelingens udregninger kommer der i 2030 kr. til at mangle 95 mio. kr., bl.a. fordi ældre lever længere, og flere af dem bliver kronisk syge og lever med begrænsninger. Denne udvikling bliver Sundhed og Omsorg ikke kompenseret tilstrækkeligt for i kommunens budgetmodel.
Samme udfordring gør sig gældende i forhold til ældre handicappede, som ifølge Sundhed og Omsorg vil mangle 41 mio. kr. i 2023. Desuden er afdelingen presset på plejehjemmene, hvor de ansatte skal tage sig af mere komplekse forløb med borgerne, ligesom kommunen i højere grad skal håndtere sygepleje af de ældre.
På vegne af sit parti ønsker Jette Skive at tilføre området mindst 170 mio. kr. næste år.
»Jeg så gerne, at ældreområdet i Aarhus fik de 300 mio. kr. tilbage, der er sparet de seneste 10 år. Aarhus Byråd har barberet økonomien på ældreområdet så langt ned, at der i dag simpelthen ikke er tid og plads til også at yde grundlæggende omsorg,« konstaterer Jette Skive i en skriftlig kommentar til de kommende budgetforhandlinger.
I et åbent brev til Aarhus Byråd kommer Ældrerådet i Aarhus Kommune med en række ønsker til de forestående forhandlinger og adresserer flere af de ovennævnte problemstillinger.
»Serviceniveauet falder hele tiden. Vi mener, at man skal forlade tankerne omkring sund aldring, der ikke har hold i virkeligheden, og at vi kan effektivisere mere. I stedet skal budgetterne forøges og følge befolkningsudviklingen,« siger rådets formand, Jan Radzewicz.