Fortsæt til indhold
Aarhus

Turister er skrevet på venteliste til et østjysk sommerhus

Udlejningsbureauer har stort set udlejet alle deres sommerhuse i Østjylland. Også efteråret tegner godt.

Udlejningsbureauerne har stort set tømt lagrene af østjyske sommerhuse. Feriepartner Østkysten, som har 420 feriehuse ved Aarhus, på Djursland, Samsø og i Odder Kommune, kan melde om alt udsolgt.

»Det er helt vildt. Vi har ingen varer på hylderne helt frem til uge 32,« fortæller direktør Vibeke Christensen, Feriepartner Østkysten.

Efterspørgslen er så voldsom, at bureauet nu har oprettet ventelister, fordi folk satser på at komme med på afbud.

»Folk kan jo blive nødt til at melde fra på grund af sygdom osv. I sidste uge havde vi en annullering af et hus i uge 29 og 30. Vi satte det på nettet, og på 20 minutter fik vi 12 henvendelser. Der er virkelig run på, og vi kan se, at folk søger rigtig meget på hjemmesiden,« fortæller hun.

Den ekstraordinært gode sommerudlejning ser ud til at blive efterfulgt af en efterårssæson, som også ser ud til at blive bedre end normalt, vurderer hun.

Alt – fra det mindste træskur til det største luksussommerhus – er udlejet.
Jesper Kamp Kruse, kommunikationsansvarlig, Campaya

»Vi har en noget højere belægning i sensommeren og efteråret, end vi plejer at have. Mens vi har ekstra mange danskere i husene her i industriferien, har de tyskere, som måtte aflyse deres ferie i foråret, flyttet opholdet til efteråret i stedet for,« fortæller Vibeke Christensen.

»Superpositivt«

Sommerhussøgemaskinen Campaya har 91 sommerhuse i Aarhus Kommune. Ingen af dem er ledige i de kommende uger, og det er ifølge kommunikationsansvarlig Jesper Kamp Kruse ret usædvanligt.

»Sædvanligvis er det uge 29 og 30, som er de mest attraktive uger. De senere år har belægningsprocenten i de uger ligget på 90-100 pct., som er noget nær udsolgt. I år var det allerede gældende i uge 27, og sådan fortsætter det til uge 31. Alt – fra det mindste træskur til det største luksussommerhus – er udlejet,« fortæller Jesper Kamp Kruse.

Normalt begynder udlejningen hos Campaya at falde i begyndelsen af august. Men ikke i år.

»Der skal vi langt hen i august, før vi ser det samme niveau, som er normalt i slut juli. Det er en markant forlængelse af sæsonen, og det er superpositivt,« siger han.

De østjyske sommerhusområder er ifølge Jesper Kamp Kruse især populære, fordi de tilbyder en kombination af mindre, hyggelige feriebyer, et væld af attraktioner og mulighed for at gå på opdagelse i storbyen Aarhus.

»Mange andre sommerhusområder ligger i landområder, hvor der er langt til by. Ferieområderne i Østjylland tilbyder masse af muligheder til alle vejrforhold,« siger Jesper Kamp Kruse.

Etablerede brands

»Sommerhusene nord for Egå og ved Skæring Strand er eftertragtede, fordi de ligger tæt på Aarhus, men vi ser i år stort set det samme billede på Djursland, hvor der er flere badebyer, som hver især er veletablerede brands, bl.a. Fjellerup og i særdeleshed Ebeltoft,« fortæller han.

Coronakrisen og de mange rejserestriktioner har ifølge Jesper Kamp Kruse stor betydning for den øjeblikkelige efterspørgsel på sommerhuse, men et sommerhusophold opleves også af som en meget fleksibel og afslappet ferieform, som mange måske prioriterer i år.

»Det er let lige at invitere venner og familie over nogle dage, og så kan folk komme og gå, som det passer ind. Det sætter mange pris på,« fortæller han.

»Desuden ser vi også en stigende efterspørgsel på de danske sommerhuse fra folk, der ikke har lyst til at flyve af klimahensyn.«

Hul på bylden

Hos VisitAarhus er der stor tilfredshed med de mange turister, som i øjeblikket bor i Østjyllands sommerhuse.

»Det er rigtig positivt, at der er rigtig godt gang i den, også med attraktionerne. Der er kommet hul på bylden, men mange har også måttet lide i flere måneder, så der er et stort efterslæb, som er svært at tjene ind,« siger direktør Pia Lang Christensen.

Selv om bureauerne tilsyneladende har tømt hylderne, kan man dog godt være heldig at finde et ledigt sommerhus på nettet, vurderer hun.

»Men man skal nok lede lidt grundigere end sædvanligt, og så skal man nok også være parat til at slække på kravene,« erkender hun.