Byrådsflertal fastholder aflysning af jobmål - kommunen frygter op mod 20.000 ledige

Antallet af ledige i Aarhus Kommune er vokset med 4.200 borgere under covid-19 fra 9.600 til 13.800 ledige. Umuligt at finde arbejde til 3.000 flere aarhusianere på offentlig forsørgelse, mener beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S).

Artiklens øverste billede
Ved udgangen af 2019 var der samlet 92 færre ledige i Aarhus end ved årets start. Byrådets fastsatte mål var 1.500. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Venstre har kaldt det forligsbrud, når et flertal i Aarhus Byråd nu afmelder målet fra et tidligere budgetforlig om at skaffe 3.000 flere aarhusianere på offentlig forsørgelse et arbejde.

Men det kan som følge af coronakrisen ikke være anderledes, mener flertallet af byrådets partier. Forligspartierne bag budgetmålet for 2019 og 2020 var onsdag samlet for at diskutere sagen, og konklusionen blev, at byrådet vil tage beskæftigelsesudfordringerne op igen under budgetforhandlingerne i efteråret.

Venstre i Aarhus Byråd er med på udfordringen, men ærgrer sig alligevel.

»Det ville være rettidig omhu, hvis vi som minimum havde fundet frem til en aftale om, hvad der nu kan stilles i stedet for. Det er ærgerligt, at flertallet i Aarhus Byråd ikke vil forholde sig til at tage udfordringen med at hjælpe flere ledige allerede nu, men hellere vil vente til september,« mener byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V), der bl.a. er medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Venstre havde også gerne set, at der blev lavet en analyse af indsatsen. Aarhus Kommune var i 2019 langt fra at nå budgetforligets mål om at få 1.500 flere borgere væk fra offentlig forsørgelse. Ved udgangen af 2019 var der samlet 92 færre ledige i Aarhus end ved årets start. Samlet var målet 3.000 færre på offentlig forsørgelse i løbet af 2019 og 2020. I budgetforliget i 2018 aftalte forligspartierne at bruge 27 mio. kr. på indsatsen i 2019 og 26,2 mio. kr. i 2020.

Men alt tyder på, at Aarhus bliver betydeligt ramt af stigende ledighed som følge af coronakrisen, konstaterer rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz (S).

»Den videre konjunkturudvikling hen over året vil afgøre, hvor slemt det bliver. Men uanset hvad, så kalder det på ekstra fokus på vores beskæftigelsesindsatser, så vi hjælper så mange som muligt. Vi skal forhindre at rigtig mange aarhusianere havner i langtidsledighed. Det skal vi se på under budgetforhandlingerne,« siger Kristian Würtz, som understreger, at målet om at få 3.000 flere væk fra offentlig forsørgelse ikke længere er meningsfuldt.

Mange nye ledige

Antallet af ledige i Aarhus Kommune er vokset med 4.200 borgere under covid-19 fra 9.600 til 13.800 ledige, viser et nyt notat fra beskæftigelsesforvaltningen. Det er særligt inden for kategorierne unge under 30 år, ufaglærte og dimittender/uddannede med ingen eller begrænset erhvervserfaring, at ledigheden er steget. Forvaltningen forventer, at ledigheden i Aarhus Kommune stiger med yderligere 15-16.000 borgere over de næste par måneder, særligt på grund af en ny årgang dimittender og effektuering af varslingssager som følge af coronaopbremsningen i økonomien.

Ifølge notatet er brancher som handel, industri, hotel og restauration, rejse og transport særligt udfordret, og det gælder især de virksomheder inden for disse brancher, hvis produktion er tilsigtet eksportmarkeder. Ifølge Sociale Forhold og Beskæftigelse vil udviklingen i beskæftigelsen i Aarhus Kommune i bedste fald toppe med omkring 15-16.000 ledige, hvorefter den begynder at falde i løbet af efteråret. Værste fald-scenariet er ifølge kommunen op mod 20.000 ledige som følge af coronakrisen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen