Fortsæt til indhold
Aarhus

Blødende restauranter og butikker får lapper på sårene

Med 1 mio. kr. vil borgmester Jacob Bundgaard (S) hjælpe restaurationsbranchen og detailhandel på fode efter coronakrisen.

Bedre muligheder for udeservering. Udnytte tomme butikslokaler til kulturformidling. Opbløde parkeringsregler for at lette adgangen til byen.

Det er blot nogle af de mulige initiativer, der i fremtiden kan være med til at skabe liv og omsætning i Aarhus til glæde for byens hårdt økonomisk pressede restauranter og butikker som følge af coronakrisen.

Forslagene kom frem ved en rundbordssamtale mellem borgmester Jacob Bundsgaard (S) og repræsentanter fra handel, restauranter, turisme og kultur i det centrale Aarhus. Det fremgår af en indstilling, hvori borgmesteren lægger op til at bevilge 1 mio. kr. til aktiviteter.

Denne rundbordssamtale fandt sted den 26. maj, 11 dage efter at Aarhus Kommune modtog en analyse fra konsulenthuset Silverbullet. I analysen fremgår det, at detailhandel og restaurationsbranchen har oplevet store tab i omsætningen og indtjeningen under coronakrisen og også fremadrettet venter markante fald.

Således havde restaurationsbranchen og detailhandlen mistet henholdsvis 79 og 32 pct. af omsætningen siden coronakrisens begyndelse, fremgår det af analysen, der altså blev færdig for en måneds tid siden. Adspurgt om, hvad forventningerne er til omsætningen i resten af 2020, svarer de deltagende restauranter og butikker samlet set, at omsætningen vil falde med henholdsvis 40 og 16 pct.

»Covid-19 har ud over at være en sundhedskrise også medført en økonomisk krise i hele verden. Erhvervslivet i Danmark og i Aarhus er ramt og ikke mindst de erhverv, som er afhængige af, at folk kan færdes frit i byen, mærker store konsekvenser af krisen,« hedder det sig i indstillingen, hvori det konstateres, at den gradvise genåbning er forløbet positivt:

»Men det er usikkert, om der forbrugsmæssigt har været tale om en kortsigtet ”ketchupeffekt”. Flere betalingsstandsninger og konkurser er efter al sandsynlighed på vej.«

Derfor var deltagerne i rundbordssamtalen enige om, at der er et »akut behov for tiltag, der på en sundhedsmæssig forsvarlig og sikker måde kan skabe liv i Aarhus C hen over sommeren 2020,« fremgår det af indstillingen.

Deltagerne besluttede at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der har fået navnet ”mere gang i byen”, og som i første omgang skal fokusere på at skabe aktiviteter fra nu og frem til Aarhus Festuge, der begynder den 28. august.

Marianne Bedsted, direktør for Salling, er udpeget som formand for udvalget, der består af repræsentanter fra byens detailhandel, restaurationer, hoteller, kulturinstitutioner og turisme. Borgmesterens Afdeling danner sekretariat for udvalget. Tiltaget bliver koordineret med Teknik og Miljø samt Kultur og Borgerservice.

Millionen til at skabe mere liv og mindre events i Aarhus C skal tages fra kommunens erhvervspulje.

Politikerne i magistraten behandler sagen mandag.