Nye uroligheder i nat i Aarhus Vest: Tre anholdt
Ildspåsættelser flere steder og stenkast imod politiet på gaderne i Brabrand.
Efter fredagens demonstration i det vestlige Aarhus, hvor politiet måtte skyde en 52-årig mand i benet, da han forsøgte at angribe Stram Kurs-partileder Rasmus Paludan med en kniv i Digterparken, har der igen været uroligheder i området.
Østjyllands Politi har således natten til søndag igen været til stede med ekstra patruljer - og det gik ikke stille for sig.
»Vores patruljer observerede sidst på aftenen og først på natten mange unge, også meget unge, på gaderne i Brabrand. Der var flere ildspåsættelser i skraldespande og i en enkelt bil, og der blev flere gange kastet med sten efter politiets biler og affyret fyrværkeri på gaden, men ingen politifolk blev ramt,« siger fungerende politiinspektør, Gert Bisgaard.
Under nattens uroligheder anholdt Østjyllands Politi tre personer:
Kl. 00.51 blev en 16-årig dreng anholdt og sigtet for vold mod politiet, da han kastede sten mod politiet ved Skaterparken på Tinesvej i Brabrand.
Kl. 02.55 blev en 15-årig dreng anholdt og sigtet for vold mod politiet, da han affyrede et bomberør mod politiet i krydset Dortesvej/Karen Blixens Boulevard i Brabrand.
Kl. 03.07 blev en 18-årig dreng anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have råbt efter en af politiets patruljer.
Alle tre er søndag morgen løsladt efter endt afhøring, men de er stadig sigtet.
Gert Bisgaard oplyser, at Østjyllands Politi også i de kommende dage vil være ekstra synligt til stede i området.