Fortsæt til indhold
Aarhus

To mænd er anholdt efter Paludan-angreb

Østjyllands Politi har natten til lørdag anholdt endnu en mand i forbindelse med episoden fredag, hvor en 52-årig mand dukkede op til en Stram Kurs-demonstration i Digterparken i Aarhus bevæbnet med kniv.

En 40-årig mand fra lokalområdet blev natten til lørdag anholdt. Politiet mistænker ham for at have spillet en væsentlig rolle, i forbindelse med at en 52-årig mand forsøgte at angribe Stram Kurs-partileder Rasmus Paludan med en kniv ved en demonstration i Digterparken fredag.

»Vores efterforskning ledte os sidst på aftenen på sporet af den 40-årige, som vi mistænker for at have spillet en rolle i forbindelse med episoden fredag. Af hensyn til den igangværende efterforskning ønsker vi lige nu ikke at oplyse yderligere, men der er tale om en alvorlig sag. Vi er fortsat på et tidligt tidspunkt i vores efterforskning, hvilket betyder, at vi endnu ikke har det fulde billede af sagen«, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse udsendt af Østjyllands Politi.

Forsøg på manddrab

Der er altså tale om en alvorlig sag, der i første omgang koster de to mænd en tur i retten.

Både den 40-årige og den 52-årige bliver allerede lørdag klokken 14 fremstillet i grundlovsforhør i retten i Aarhus.

Da anklagemyndigheden anmoder om dobbeltlukkede døre ved grundlovsforhøret, kan Østjyllands Politi ikke oplyse andre detaljer i sagen, end at de er sigtet for henholdsvis forsøg på manddrab og medvirken til forsøg på manddrab.

Den 52-årige blev skudt i benet af politiet, da han fredag bevæbnet med en kniv gik om bag en afspærring til en demonstration i Digterparken i Aarhus.

Han reagerede ikke på politiets anråb og varselsskud. Han blev umiddelbart herefter indlagt på hospitalet, men vurderes nu i stand til at møde op i retten.