Fortsæt til indhold
Aarhus

Når "Vanddragen" letter, bliver Store Torv grønt

Når "Vanddragen" nu bliver flyttet, skal der være langt mere grønt og mere liv på torvet.

Måske bliver det allerede i denne uge, at ”Vanddragen” letter fra Store Torv med god hjælp fra en kran.

»Tirsdag og onsdag tjekker vi, hvordan og hvor godt ”Vanddragen” sidder fast, og så regner vi med at kunne skille værket ad og flytte det på torsdag, hvis alt går vel,« siger projektleder Benny Ernlund Jørgensen, Teknik og Miljø.

»Det er kommer en blokvogn med en kran, som flytter kunstværket på depot.«

Kunstneren Elisabeth Toubros værk, hvis rette navn er ”Torvenes Brøndsløjfe”, har stået på torvet siden 2003 og har i lige så mange år har været emne for til tider heftig debat.

Det bliver afløst af en midlertidig løsning, som arkitektfirmaet Schønherr har udarbejdet. Det var også Schønherr, der stod bag den midlertidige og meget populære ”Store Skov” under Aarhus Festuge i 2010. Ideen er den samme: At gøre Store Torv mere grøn og samtidig undersøge, hvordan torvet i højere grad kan være socialt samlingsrum for borgerne.

Et forandret torv

»Jeg ser frem til, at vi får et forandret Store Torv, hvor der er markant mere grønt, og hvor der også er plads børnenes kreative udfoldelser. Det er også vigtigt for mig, at vi får set på, hvordan vi skaber muligheder for udeservering, så det i hvert fald bliver en del af den permanente løsning,« siger rådmand Bünyamin Simsek (V), Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

»Vi bruger den første periode til at teste, hvilken løsning vi skal ende med. Det er mit håb, at vi kan finde frem til en langsigtet og sammenhængende løsning for området fra Aarhus Domkirke til Vor Frue Kirke.«

Prøveperioden bliver på to år, og efterfølgende skal den evalueres af bl.a. borgere og erhvervsdrivende

Bünyamin Simsek vil i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret stille forslag om, at der bliver afsat penge til en permanent vandinstallation sammen med en samlet løsning for området mellem de to kirker. Han har aftalt med Ango Winther (S), næstformand for Teknisk Udvalg, at de vil arbejde målrettet for at rejse midler til omdannelsen af torvet gennem fonde.