Forældre får penge tilbage for pasning
Forældre til børn i vuggestuer, børnehaver og dagpleje i Silkeborg Kommune får refunderet deres betaling for de dage, hvor dagtilbuddet ikke har været åbent efter den officielle genåbning den 15. april 2020. Det har børne- og ungeudvalget besluttet, fremgår det af kommunens hjemmeside.
Det drejer sig om en-tre dage. De fleste dagtilbud i Silkeborg Kommune åbnede den 16. april, mens nogle få først kunne genåbne den 20. april. Derfor vil nogle forældre få penge tilbage for én dag, mens andre vil få penge tilbage for tre dage.
Dagtilbuddene åbnede ikke den 15. april, fordi de skulle gøres klar til at overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Tilbagebetalingen vil blive fratrukket takstopkrævningen for august måned, og taksterne er i runde tal per dag: Børnehave 80 kr., vuggestue 130 kr., og dagpleje 90 kr.
Forældre til børn i dagplejen får yderligere penge tilbage, fordi dagplejens åbningstid fra den 1. maj 2020 er blevet 2,5 timer kortere om ugen. Det skal gøre det muligt for dagplejere at udføre de ekstra arbejdsopgaver som følge af Sundhedsstyrelsens retningslinjer inden for arbejdstiden.