Ny innovationschef på Aarhus Universitet
Aarhus Universitet har ansat Christian Buur som ny innovationschef. Han kommer fra en stilling som adm. direktør i virksomheden Unisense, der er specialiseret i udvikling og produktion af sensorer til mikrobiologisk forskning inden for biogeokemi og biomedicin samt i industrielle sensorer inden for vandsektoren. Unisense udspringer iøvrigt fra Aarhus Universitet.
Christian Buur har gennem størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med ledelse, innovation og forretningsudvikling både som direktør og som konsulent i virksomheder som Accellerace, McKinsey, AarhusKarlhamn og senest Unisense.
»Med Christian Buur som leder af innovationsbenet i AU’s nye erhvervssatsning er vi kommet et langt skridt nærmere målet om, at Aarhus Universitet skal være afsender på flere vidensbaserede virksomheder, der skaber direkte værdi til samfundet gennem vækst, arbejdspladser og udvikling af fremtidens forretningsmodeller,« udtaler erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen i en pressemeddelelse.
Christian Buur skal i den nyoprettede stilling som innovationschef hos Erhverv og Innovation på universitetet lede aktiviteterne under AU’s nye iværksætterhus The Kitchen. Han tiltræder stillingen 1. august 2020.
Christian Buur er oprindeligt uddannet cand.merc. i International Business fra Aarhus Universitet og bor i dag i Risskov med sin kone og tre børn.