Million-håndsrækning tilbydes udvalgte firmaer
En særlig aftale betyder, at kun udvalgte håndværksvirksomheder får glæde af en del af byrådets håndsrækning på op mod 300 mio. kr. til fremrykkede investeringer.
Den økonomiske håndsrækning, som Aarhus Byråd har vedtaget for at holde hånden under det lokale erhvervsliv under coronakrisen, er ikke tilgængelig for alle lokale håndværksvirksomheder.
For Aarhus Kommune har inden for en række håndværksområder lavet flerårige rammeaftaler med konkrete virksomheder. De virksomheder skal også tilbydes en del af de fremrykkede opgaver bl.a. om vedligehold af kommunale bygninger først. Det ærgrer mindre, lokale byggefirmaer.
»Mine medlemmer har få ordrer i bogen lige nu, og derfor er flere små virksomheder begyndt at opsige medarbejdere og lærlingekontrakter. Mange af de mindre virksomheder vil derfor gerne have mulighed for at kunne byde ind på de nye kommunale opgaver, men de er forbeholdt et fåtal af virksomheder,« siger Jesper Jacobsen, oldermand i Aarhus Murerlaug.
Også i Aarhus Tømrerlaug ærgrer man sig.
»De virksomheder, der har del i rammeaftalerne, har en vis størrelse, og de har rigeligt at lave også nu. Det er den lille håndværksmester med få ansatte, der mister kunder lige nu. Men i Aarhus Kommune bliver de siet fra i dette her,« siger oldermand John S. Pedersen, Aarhus Tømrerlaug.
Aarhus Kommune har i en årrække lavet to udbudsrunder inden for håndværksopgaver. En for opgaver op til 300.000 kr. og en for udbud af opgaver mellem 300.000 kr. og 1 mio. kr. Udbuddene omfatter fagentrepriserne tømrer-, murer-, maler-, VVS- og elinstallationsarbejder, og med aftalerne er Aarhus Kommune kontraktligt forpligtet til at tildele opgaver til de pågældende virksomheder, mener kommunen.
»Vi har lavet et udbud, hvor nogle firmaer har valgt at byde ind i en konkurrencesituation. De har dermed vundet nogle opgaver i Aarhus Kommune. Når tingene så strammer til, vil det ikke være rimeligt over for dem, der har valgt at servicere Aarhus Kommune, at vi tildeler til anden side,« siger indkøbs- og udbudskonsulent Tommy Nielsen, Borgmesterens Afdeling, Aarhus Kommune.