Rotter tvinger en af Aarhus’ største daginstitutioner til at flytte børn
I den kommende periode skal børnehavebørn fra daginstitutionen Vokseværket til Risskov, da man er plaget af rotter på legepladsen. Vuggestuebørnene får dog lov til at blive i vante rammer.
Tirsdag aften modtog forældrene til børnehavebørnene på den integrerede institution Vokseværket på Østboulevarden i det centrale Aarhus en besked om, at deres børn ikke kunne møde op onsdag på grund af rotter.
Institutionen, som er en del af midtbyens dagtilbud og en af byens største, kører derfor fra torsdag børnehavebørnene ud til en lukket daginstitution i Risskov. Vuggestuebørnene bliver i huset på Østboulevarden, hvor de dog skal holde sig indenfor.
Karin Faust Henriksen, som er dagtilbudsleder i Vokseværket, bekræfter, at man fra torsdag flytter de største børn til Risskov på grund af de ubudne gæster.
»Der er en fuldstændig fast procedure, når vi ser en rotte. Rottebekæmpelsen i Aarhus Kommune kom i går, og vi havde en fin proces omkring det. Vi tog en fælles beslutning med Aarhus Kommune om, at vi lukker vores legeplads. Vi skal være helt sikre på sikkerheden. Vi vil ikke tage nogen chancer,« siger Karin Faust Henriksen, der kalder rottesituationen for smaddertræls.
»De kommer løbende og holder øje med rottefælderne. Hvis vi oplever, at der bliver ved med at være rotter, så ringer vi til de rette folk i kommunen igen og fortæller, at problemet er større end som så,« siger hun og bekræfter, at dette var realiteten i dette tilfælde.
Karin Faust Henriksen forventer, at børnehavebørnene om to uger kan rykke tilbage på Østboulevarden.