Fortsæt til indhold
Aarhus

Bare 15 musikere vil gøre musikchefen lykkelig

Aarhus Symfoniorkester er desperat efter at komme til at spille for publikum og starter gerne i det små.

Håbet er så stærkt, at man næsten kan mærke det fysisk gennem telefonen.

»Lige nu har vi det sådan, at vi vil være lykkelige, hvis vi bare kan få 15 musikere på scenen. Vi er desperate efter at komme til at spille for vores publikum,« siger musikchefen for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin, der netop har lanceret det nye program for 2020-21 velvidende, at nogle af arrangementerne måske slet ikke kan gennemføres, og andre måske kun kan have et begrænset publikum.

Den skal spille, ellers går jeg grædende hjem.
Jesper Nordin, musikchef - om Prokofjevs 5. symfoni

Programmet rummer masser af klassiske greatest hits sat sammen med en del værker, som ikke spilles så tit, men fortjener at blive det, mener han, der tiltrådte som musikchef den 1. januar. Derfor er det den forrige mand på pladsen, Leif Balthzersen, der har lagt programmet, og det har han med musikchefens ord »gjort godt«.

Aarhus Symfoniorkesters chefdirigent, Marc Soustrot, vil stå på dirigentpodiet mange gange i den kommende sæson. Arkivfoto: Jan Dagø

Usikkerhedsfaktoren

»Der er en stor usikkerhedsfaktor for, hvad vi kan gennemføre, men vi har et stampublikum, som gerne vil ind at høre orkesteret, og som plejer at købe billetter, når sæsonprogramnet kommer ud. De skal vide, hvad vi har af planer, og derfor har vi - lige som de andre symfoniorkestre - valgt at åbne næste sæson som almindeligt,« siger han.

»Måske vil vi lægge et loft på antallet af publikummer til koncerterne i den første halvdel af sæsonen, så vi har mulighed for at rykke rundt på publikum, hvis der skulle komme nye restriktioner.«

Jesper Nordin håber på, at musikerne kan komme ind i salen i et begrænset omfang allerede efter den 10. maj med bare små ensembler.

»Vi har regnet os frem til, at vi kan være op til 28 mand på scenen med to meters afstand mellem strygerne og tre meter afstand til blæserne. Desuden skal vi have opdelt bagsceneområder og garderober, så musikerne kan holde afstand. Der er en masse praktisk planlægning bag tilsyneladende enkle ting,« siger han.

»Lige nu laver vi små opsøgende, udendørskoncerter på 15-20 minutter på lokalcentre og handicapbosteder - de bliver godt modtaget og skaber megen positivitet. Vi havde planlagt 38 af den slags koncerter i denne og næste uge, men nu driller vejret os.«

Den finske dirigent Leif Segerstam er en velkendt dirigent og komponist i Aarhus. Arkivfoto: Thomas Emil Sørensen

Store, kendte værker

Når alle er tilbage i Symfonisk Sal, bliver det til værker af bl.a. Beethoven, Berlioz og Elgar, en solist som Andreas Brantelid og dirigenter som Marc Soustrot og Leif Segerstam på dirigentpodiet.

»Vi skal spille en række af de største og mest kendte værker: ”Fra den nye verden”, ”Udstillingsbilleder”, ”Bolero”, ”Symphonie fantastique”, ”Elvira Madigan”, ”Scheherazade” og ”Skæbnesymfonien”, blandt mange andre,« siger Jesper Nordin.

»Desuden kan vi udfordre vores publikum med Sjostakovitjs 11. symfoni og Tjajkovskijs ”Manfred”, som på en måde er hans syvende symfoni. Den er lidt uden for nummer, men er et stort, spektakulært mesterværk, som bliver spændende at få opført. Jeg glæder mig også til Dvořáks 9. symfoni - den er et gigahit fra den nye verden i vores branche, en af de helt store.«

Han fortæller videre om Prokofjevs 5. symfoni, der »rummer utroligt mange farver og følelser og er eminent orkestreret. Det er Prokofjev, når han er allerbedst,« og fortsætter:

»Leif Segerstam skal dirigere den i september. Den er fuldstændig forrygende - den skal spille, ellers går jeg grædende hjem.«

Har man svært ved at undvære orkesterets musikere, kan man på aarhusguide.dk se små koncerter hjemme fra deres stuer.

»Det er et rart og varmt indblik i musikernes personlige musikerskab, som man vel kan kalde det. De står der og spiller, og man kan se, at katten går forbi. Det er så rørende,« siger Jesper Nordin.