Hede Rytmer udskydes til 2021
Festivalgæsterne må vente til næste år med at feste i Indelukket.
Efter at have været i kontakt med musikkerne og tygget på Sundhedsministeriets seneste melding om, at forbuddet mod forsamlinger med mere end 500 personer gælder til den 1. september, vælger Hede Rytmer at udsætte festivalen i Indelukket i Silkeborg til næste år.
»Vi er meget triste over ikke at kunne holde et brag af en fest i 2020. Forsalget var 28 pct. foran sidste år, og 52 pct. foran forrige år. Vi er enormt glade og stolte af den store opbakning, vi har opnået, siden vi tog over på Silkeborgs hedeste fest i 2013. Den store opbakning har betydet, at vi på intet tidspunkt har været i tvivl om, at Silkeborg kan feste sammen til årets hedeste fest,« udtaler Oliver Zähringer på vegne af bestyrelsen for Musikforening Hede Rytmer Silkeborg.
Da Jyllands-Posten talte med Hede Rytmer i starten af april var det arrangørernes forhåbning at gennemføre festivalen senere i 2020.
»Efter den seneste udmelding har vi måttet konstatere, at der ikke bliver nogen festivaler i 2020. Der var opbakning fra flere sider til en efterårsfestival, men usikkerheden blev for stor, og det blev nødvendigt at træffe en beslutning,« siger Oliver Zähringer.
Udsættelsen betyder, at alle billetter, der er solgt til dette års festival, automatisk gælder i 2021. Billetholdere, der ønsker en refundering, skal ifølge festivalen vente, til de bliver kontaktet.
»Så snart retningslinjerne er på plads, vil alle billetkøbere modtage en mail på den mailadresse, hvor de modtog deres billetter. Den mail vil forklare, hvordan det kommer til at foregå fremadrettet, inkl. muligheden for refusion,« udtaler Oliver Zähringer.
Men Hede Rytmer håber på, at festivalgæsterne vil beholde deres billetter og støtte op om næste års udgave.
»Vi venter med at melde mere ud om 2021, til vi har et fuldt overblik. Desuden undersøger vi muligheden for at krydre årets program med lidt ekstra til det, som nu bliver 2021-udgaven,« siger han.
Næste års Hede Rytmer vil blive afviklet den 27-29. maj 2021 i Indelukket.