Borgmesterkandidat i Silkeborg har trukket sig
Viceborgmester Søren Kristensen bliver alligevel ikke manden, der skal kæmpe om borgmesterposten for Socialdemokratiet i Silkeborg.
Søren Kristensen (S) trækker sig som gruppeformand og borgmesterkandidat for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Silkeborg.
Søren Kristensen blev ifølge en pressemeddelelse fra partiet væltet på et møde, hvor blandt andet den socialdemokratiske byrådsgruppe deltog. Her stod det klart, at der ikke længere var opbakning til viceborgmesteren og gruppeformanden for partiet.
»Jeg meldte mig som borgmesterkandidat i januar, da der var opbakning fra byrådsgruppen og partiledelsen. Denne opbakning er ikke længere til stede, og derfor vælger jeg at trække mig som både gruppeformand og borgmesterkandidat,« siger Søren Kristensen i pressemeddelelsen.
Byrådsmedlem Lars Faarup er valgt som ny gruppeformand, og Rune Kristensen fortsætter som gruppenæstformand.
Socialdemokratiet i Silkeborg vælger ny borgmesterkandidat på en generalforsamling den 31. august.