AUH fordobler den daglige testkapacitet
Nyt samarbejde betyder, at Aarhus Universitetshospital nu kan teste dobbelt så mange for covid-19.
Flere skal testes for covid-19, og derfor har Aarhus Universitetshospital (AUH) allieret sig med den aarhusianske biotechvirksomhed BioXpedia.
Det nye samarbejde betyder, at AUH fremover har mulighed for at teste personer, der er mistænkt for at have covid-19. Samlet set vil man i første omgang kunne teste cirka 2.400 prøver om dagen mod cirka 1.200 før samarbejdet.
På grund af den store efterspørgsel verden over er det i øjeblikket vanskeligt at få leveret tilstrækkeligt af de reagenser, der skal til for at oprense den såkaldte RNA (arvemateriale), som skal analyseres for virus. Den nye testform fungerer på en ny måde. Ifølge en pressemeddelelse sker prøveforberedelsen og selve coronavirusanalysen på hospitalets klinisk mikrobiologiske afdeling på samme måde som hidtil, men den mellemliggende oprensning af RNA sker hos BioXpedia. Helt konkret vil ansatte fra hospitalet bærer bakker med 96 prøver ad gangen over Palle Juul-Jensens Boulevard i Skejby, hvor BioXpedia i sine laboratorier oprenser det RNA, som skal analyseres.
»Den nye metode til at få oprenset arvemateriale er state of the art. Samtidig er den ikke afhængig af de reagenser, som hele verden kæmper om, og vi har sørget for at købe stort ind af de nødvendige materialer,« siger Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologi på AUH.
Opsamling af RNA er blandt specialerne hos BioXpedia. Ifølge Mogens Kruhøffer, direktør og stifter af BioXpedia, vil virksomheden nu holde laboratoriet åbent fra morgen til aften på alle hverdage.
Den nye metode til oprensning af RNA er mere tids- og mandskabskrævende end den almindelige, men sikkerheden er ifølge parterne lige så høj.