Fortsæt til indhold
Aarhus

Molslinjen vil kun sælge hver anden billet

JP Aarhus

I de kommende måneder vil kun sælge hver anden billet. Det sker for at sikre, at passagererne kan holde afstand til hinanden under overfarten.

Fra tirsdag sejler Molslinjens færger på ruterne Bornholmslinjen, Alslinjen, Langelandslinjen og Samsølinjen igen efter de kendte trafikplaner og med den sædvanlige frekvens.

På Kattegat vil Express 2 passe ruten de kommende uger med fire daglige dobbeltture i stedet for de nuværende to dobbeltture, men fra den 27. april håber Molslinjen at kunne sætte endnu en hurtigfærge ind mellem Aarhus og Odden. I maj forventer rederiet at gå på fuldt program med tre færger, hvis trafikken udvikler sig positivt. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Fælles for alle ruterne er dog, at kun hver anden plads på færgen er til salg i både april og maj.

»Vi vil meget gerne i gang med at sejle igen. Men vi er også klar over, at selv om det lysner lidt, så er vi ikke ude på den anden side af denne krise, og at smittefaren stadig er til stede,« udtaler Molslinjens adm. direktør Carsten Jensen i pressemeddelelsen.

Med kun hvert andet sæde til salg og med muligheden for at opholde sig i bilen på vogndækket under overfarten bliver det muligt at holde afstand på færgeturen.