Northside: Vi arbejder på højtryk for at få overblik
Forbud mod store forsamlinger denne sommer spænder også ben for Northside.
Regeringen har mandag aften forlænget forbuddet mod store forsamlinger til slutningen af august. Dermed bliver der heller ingen Northside i Aarhus i år og dermed må festivalgæsterne vinke farvel til navne som Massive Attack, Green Day, Jung, Lukas Graham og Johnny Marr.
Festivalen opererer mandag aften ikke selv med begrebet ”aflyst”, men skriver på Facebook:
»Tak for interessen, tak for støtten og tak for den tålmodighed, I har udvist. På baggrund af forlængelsen af forsamlingsforbuddet arbejder vi lige nu på højtryk for at få overblik over situationen og konsekvenserne for Northside 2020,« hedder det i en kortfattet meddelelse.
Selskabet bag lover at vende tilbage med flere detaljer, så snart det er muligt, skriver man.